365
Fødemidler netop skal tilføre Legemet de Stoffer,
med hvilke Ilten lettest og gavnligst kan indgaa
Forbindelser.
I de kjodædende Dyrs Fede gjor Fedt den
samme Nytte som Stivelsen i de planteædendes. Z
den Forkjccrlighed for fedt Kjod, i o ni de Forste lægge
for Dagen, see vi ligeledes en Natnrens Bestræbelse
for at sikkre Legemets Forsyning med Fedt.
Til det ovenfor Sagte skal jeg endnil knytte den
Bemærkning, at ihvorvel Stivelse, Silkker og Fedt ere
de Stoffer, hvoraf den fra LUNgerne udskilte Kulfyre
sornemmeligst dannes, kunne vi dog alligevel en rum
Tid leve og aande Uden dem, rigtignok under et føle-
ligt Ildebefindende. Det rober atter en vits Omsorg
af Natmen for Livels Vedligeholdelse, at i Tilfælde
af Mangel paa de ovennævnte Stoffer ogsaa Plan-
ternes Glutin og Kjodets Fibrin lade sig forvandle
tit Kulsyre og Vand inde i Legemet og i denne Form
Udstøde gjennem LUNgerne. Heri ligger Uden Tvivl
Grunden til de styrkende og nærende Egenskaber ved
det torrede og sandsynligviis kun lidet fedtholdige
Kjed, hvoraf Pampasfletternes haardfore Ryttere
næsten Udelukkende leve.
Det er en interessant Omstændighed, som tjener
til Slotte for vor her udviklede Anskuelse om Kil-
derne til den dyriske Varme, at der i visse Tilfælde
ved en lignende chemist Proces ogsaa i Planterne
frembringes en kjendelig Varme. Udsatte for Sollysets
Paavirkning afgive nemlig Planternes Blade i Al-
mindelighed Ilt og optage Kulsyre. Fra denne Neget.