403
-otte Blod selv er iovrigt en hejst interessant Be-
skjæftigelse.
Under Mikroffopet sees Menneskets og Patte-
dyrenes Blod at bestaa af smaa, fladtrykte, skiveformede
Legemer, de saakaldte Blodkorn, der have en rod
Farve og svømme i en klar, gjennemsigtig Vædfle.
Disse Smaalegemer crc hos de forfljellige Dyr af
en forstjellig Størrelse og Form. Hos Menneflet
have de ester Middelberegning et Gjennemsnit af
t/flioo Tomme og en Tykkelse af 1/i24oo Tomme og
overgaa i Størrelse de fleste Huusdyrs. Elefanten
har de største, man hidindtil har fundet hos noget
Pattedyr. Hos de æglæggende Hvirveldyr have de
en aflang Form, og hos Froerne crc de betydelig
ftørre end hos Mennesket. Torrede udgjsre de hos
Mennesket i Gjennemsnit henimod 13 Procent af det
nyligt Udtomte Blods hele Bagt; i natmlig Tilstand
danne de derimod lidt over Halvdelen af dets hele
Vægt. De bestaa as cii ydre Skal eller Kapsel, der
indeflutter en farvet Vædfle, midt i hvilken man be-
mærker en siin lille Kjærne, saalænge de endnu ere
nnge. Denne forsvinder imidlertid siden, na ar de
blive ældre og fuldkomment udviklede. Vædsken i
Blodkornene indeholder Blodets Farvestof (Hæm a tin),
smaa Fedtdele, en farvelos Substants (Globalin),
der horer til den samme Gruppe af chemiske For-
bindelser som Gliltin, Wggehvide og Trevlestof, og
endelig en Deel Salte. En hojst interessant Om-
stændighed ved Blodkornene er det Forhold, hvori
26*