418
negerne i det sydvestlige Afrika spise imidlertid aldrig
Salt, og de Evropæere, søm rejse i deres Land, fole
heller aldrig Trang dertil. „Halvdelen af dette Folk
lever Udelilkkende af Jordnødder (?), en overordentlig
slet og Ufordøjelig Fode, som maa nydes i Utrolige
Kvantiteter for at funnc afgive Næring nok til at
Underholde Livet" — (Galton). „Dette Folks
Naboer, Namaqvaerne, bryde sig ligesaa lidt om
Salt; Hottentotterne ved Hvalfiskebilgten gjore sig
neppe den Ulejlighed at samle det; ja selv Vildtet i
Svakop besøger ikke engang Saltklipperne for at stikke
dem, saaledes som det gjor i Amerika."*)
Ligesom i Afrikas varmeste Egne saaledes er
ogsaa i Siberiens koldeste Landstrog en besynderlig
Ringeagt for Salt fremherskende. „De fleste Rtlssere
ved Berezow spise deres Mad Uden det mindste Salt,
uagtet dette Krydderi leltelig kan erholdes for en
Ubetydelig Priis, da et tilstrækkeligt Oplag deraf al-
tid sindes i Regjeringens Magaziner, hvorfra det
sælges til en lav Priis. Men om ogsaa i Birkelig-
ikke destomindre ofte selv sect; i det Jndrc as Landet er
det imidlertid saa sjeldent, at Folk af den lavere Klasse
kunne overkomme denne kostbare Artikel, at man ved at
sige om en Mand, at han spiser Salt i sin Mad, tillige
derved udtrykter, at han er meget rig. Manglen paa Salt
har ogsaa jævnlig forvoldct mig selv megen Besvær; den
lange Brug as vegetabilske Fødemidler opvækker en saa
piinlig Længsel efter det, at den umuligt lader sig beskrive
med Ord" — (Mungo Park).
*) Narrative of an Explorer in tropical South-Africa. As
Francis G alton S. 183.