58
og Rødderne ville derfor ikke være istand til at faa
saameget deraf, som Plantens Sundhed og Væxt
fordrer. Det er derfor klart nok, hvorfor Planter
ofte ikke ville voxe jllst i den Slags Jord, de særlig
foretrække, og hvorfor de efter at have trivedes en
StUnd ikke længere ville. Jordbunden indeholder ikke
alt det, de behove til deres Ernæring og i den
ejendommelige Tilstand; eller har vel engang indeholdt
det altsammen i tilstrækkelig Mængde men gjor det
ikke længere. Og Hjælpemidlet mod dette særlige
Onde er ligeledes klart. Giv Jordbunden de mine-
ralste Bestanddele, den mangler, og meddeel dem
i en brugbar Tilstand, og Planten vil igjen voxe
med sin gamle Appighed.
Naar den Deel af Jorden, der gaaer bort ved
Forbrændingen — den organiske Deel — underkastes
en omhyggelig Undersøgelse, finder man, at den lige-
ledes bestaaer af talrige sorfljellige Stoffer. Alle
disse hore imidlertid til en af de to Grupper— de der
indeholde det i forste Kapitel beflrevne Kvælstof, og
de der intet heraf indeholde. Enhver Jordbund,
hvori Planter flnlle trives, maa indeholde og være
istand til at yde Planten en tilstrækkelig Mængde
Stoffer, horende til hver af disse Grilpper og især
af dem, der indeholde Kvælstof. Gjor den dette for
sparsomt, hensygncr Planten, Undlader den det alde-
les , vil Planten d§.
Det gaaer derfor med Zordbimdens organiffe
som med dens mineralske Bestanddele: de kanne være
tilstede for sparsomt, og i saa Tilfælde vil den sand-
elskende Plante ikke voxe endog i en sandet Jord-