459
Ikke engang Kirkegaardene sormaa at fastholde
de dem anbetroede Dvdes jordiske Levninger. Hvor
mange hedengangne Mænds og Kvinders mineralfle
Stoffer vandre ikke over i Landsbyens Faar, der
grcrsse paa deres med frodigt Gront bevoxede Grave!
Paa hvormange velvedligeholdte og pragtfulde Kirke-
gaarde tjener ikke Stevet af vore Elskede til at gjode
Jordbunden sor de Træer og BUske, som sorgende
Slægt og Venner har plantet der! Og hvor længe
er endelig den indviede Grund selv Met mod For-
andringer i de kommende Tider — mod Anvendelse
til nye Veje, nye Gader, nye Jernbaner, eller mod
religiose og politiske Omvæltningers endnu flaansel-
losere Medfart!
Balsomeer endvidere det elskede Lüg og indhyl
det, som de gamle Mgyptere gjorde ved Mumierne,
i Klude gjennemtrængte med Box og aromatiske
Harpixer, og du vil dog ikke kunne hindre, at senere
en eller anden røverisk og plyndrelysten Araber van-
helliger det og spreder det som Stov sor Bindene.
Eller opbevar de jordiske Levninger af mægtige Konger
og fljonue Dronninger i pragtfulde Mavsoleer eller-
under Kirkernes Højaltre — de ville dog selv herfra
blive fordrevne af senere Erobere og givne tilbage
til Stovet, hvoraf de ere komne. Ja selv om dit
sidste Hvilested med enbmi storre Omhu var fljult
paa en Plet af Jorden, som Ingen kjendte og Ingen
kunde paavise, saa vilde dog alligevel Tilfældet engang
i Tiden bringe din ukjendte Grav frem sor Dagens
Lys og befri dit levnede Stov fra sit snevre Fængsel.