Hvor forbavsende er det ikke at see det forgjæves
Udfald af de tilsyneladende meest vellykkede Forsog
paa at bevare det menneskelige Legemes ydre Form
i en rolig og Uforstyrret Tilstand. Efter c tt lang
Tids Forlob finder man Graven og aabner den.
Dens tavse Beboer ligger da mangen Gang endnu
heel og holden i sin naturlige Form og Skikkelse,
Ansigtstrækkene ere bevarede, den lange Hvile har
paatrykket dem et højtideligt Alvorspræg, som gjor et
fonlndcrligt Indtryk paa Tilskueren. Men en eller
anden nysgjerrig Haand 'berører den tilsyneladende
faste Skikkelse, eller et Vindpnst naaer det velbevarede
Legeme — og see! øjeblikkeligt synker det sammen og
falder hen til en Ubetydelig Hob lost Stov.
Hvem har ikke med en Blanding af Gru og
Forbavselse læst om den i vore Dage foretagne Aab-
ning af en gammel etuiri ft" Konges Grav. Bed
deres Underjordiske Udgravninger stedte Olddanskerne
ganske uventet paa cn hidtil nbekjendt Gravhvælving.
Uforstyrret gjennem hele den romerske og barbariske
Oldtid tom den nu ved et rent Tilfælde frem for
Dagens Lys. En lille Aabning, der af en Hændelse
var gjort i den ydre Mimr, viste de forbavsede
Tilskuere et mærkeligt Syn i Gravens Indre: —
En Konge siddende paa sin Throne, med Kronen
paa Hovedet og Scepteret i Haanden, iført en kongelig
Dragt og omringet af gyldne Kar og Zirater af
antik Form og Beskaffenhed. Begjccrlig efter at
sikkre sig det kostbare Bytte baner man sig rask med
Hammer og Mejsel en Bej ind i det hemmeligheds-