Panama-Canalen i 1912

ved en Canalroute let kunde blive til Fordel ogsaa for andre Magter, og i sit Dilemma raadførte han sig som bekendt med Geistlige, der hjalp ham ud af det med et Skriftens Ord: „Hvad Gud har sammenføiet, skal intet Menneske ad- skille/4*) og hermed opgaves da Canal Bygningen dengang. Siden den Tid er Verden gaaet noget frem. England har ikke næret, eller har i hvert Fald ikke kunnet ytre nogen Betænkelighed ved at overlade Canalens Bygning og Con- trol til de Forenede Stater, og disse have, uvidende om hvem der i første Linie vil berige sig ved Handel paa de tidligere spansk amerikanske Besiddelser, ikke taget i Betænkning at bygge Canalen paa egen Bekostning, — ganske vist ikke til Gavn for Menneskeheden, men fordi de følte det som en Opgave, der tilfaldt dem, og fordi desuden denne Opgave medførte væsentlig strategiske Fordele. Derfor er Canalen et amerikansk Foretagende, en ame- rikansk Kraftopvisning med et overveiende egoistisk politisk Formaal, der i anden Instans kommer dem tilgode, der kan drage Nytte heraf; men der er næppe nogen, som vil hindre dem deri fra det Synspunkt, som gjorde sig gældende for Kong Philip. Washington, D. C., Mai, 1912. *) Ifølge en anden Version var det Foreningen af de to Have, som Gud havde ad- skilt, der blev fremstillet for den bigote Konge som en ugudelig Handling, der kunde føre til de frygteligste Ulykker.