Panama-Canalen i 1912

7 dem, er der ingen Overgang mellem de moderne Kraftmonu- menter, som de nu staa her, og den urgamle Natur, der, uberørt af Tidens Tand, omslynger dem. I det ene som i det andet Tilfælde er det et Aarhundreders Svælg, som raaber ud imod en. Det virker storslaaet, høitideligt. Man føler sig som i en fremmed Verden og i en ubekendt Tidsalder; de Kræfter, der have virket her, ere dels saa ny, at deres Virk- ning er uprøvet, dels saa gamle, at deres Spor er næsten forsvundet. Og saa kommer Tanken om de to store Verdens- haves endelige Forening efter 400 Aars forskelligartede Til- løb hertil, fra den Dag da Balboa først saa Stillehavet paa sin Vandring over Panamatangen (1513), fra Englænderen Morgans Røvertog over samme Tange imod det gamle Pa- nama, som han ødelagde i 1671, fra Englands senere Under- søgelse af Nicaragua-Canal Routen og andre Canalrouter ved Lord Nelson og Baron von Humboldt, indtil vor Generation, da Værket endelig concentrerer sig paa Panamatangen og her paabegyndes af Lesseps, i 1878, og nu nærmer sig sin Fuld- førelse under Goethals. Nation efter Nation maa opgive Ævret, Spanierne først ifølge deres moralske Tilbagegang i Aarhundredernes Løb. Frankrig maa ligeledes trække sig tilbage, og England, som ifølge Clayton-Bulwer Tractaten af 1850*) havde Ligeberetti- gelse med de Forenede Stater til at bygge Canalen, opgiver denne Ret ved Afsluttelsen af Hay-Pauncefote Tractaten af 1901,**) hvorved de Forenede Stater faa Eneret til Arbeidets Udførelse. Omend det kan siges med Rette, at Staterne ere mere directe interesserede — baade strategisk og commer- cielt — end nogen anden Magt i Canalens Bygning, og at *) se Tillæg I. **) se Tillæg II.