Panama-Canalen i 1912

80 fra, at saa godt som hele den transatlantiske Emigranttrafik er paa fremmede Rhederiers Hænder og ikke bringer de Forenede Stater nogen Indtægt — kan man vel forstaa, at der efterhaanden har dannet sig en Stemning for at søge en amerikansk Handelsmarine genopbygget, hvilket navnlig har givet sig Udtryk i Forsøg paa, at subventionere visse over- søiske Linier. Det eneste Resultat, som disse Bestræbelser have at opvise, er Postsubventionsloven af 1891, den saa- kaldte „Ocean Mail Act", som udsatte Seilpræmier for Be- fordringen af Post paa visse oversøiske Router, men den er bleven saa godt som frugtesløs. De siden 1899 gjorte Forsøg paa at indføre Subventioner i videre Udstrækning til Ophjælp og Opmuntring for Handelsmarinen ere strandede gennem- gaaende paa to Argumenter: 1. At der ikke er mere Anledning til at skænke Statens Midler til Skibsrhederier end til andre industrielle Fore- tagender. Forsøg paa at indføre Skibssubventionen beteg- nes derfor som Udplyndring af Statens Finanser. 2. At Skibsfart er et lidet indbringende Erhverv, som der ingen Grund er til at drive under det amerikanske Flag, saalænge andre Nationer vil paatage sig det, hvilket dra- stisk blev udtrykt af et Congresmedlem ved at betegne Subventionering af amerikanske Skibe i udenrigsk Fart som en oprørende Indrømmelse, da den kun havde til Formaal at tyrannisere Folket ved en Regeringsforanstalt- ning („an outrageous concession of the enslaving of a people through the agency of a government"). Der mentes hermed, at det amerikanske Folk var et frit Folk, som ikke behøvede at ty til ringe ydende Erhverv som Skibs- fart, og at, dersom man vilde tvinge dem ind derpaa ved Lovgivning, vilde det være ensbetydende med Slaveri.