Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

2T1________ SELSKABETS VIRKSOMHED 1829—1868 gaardene i 1820’erne ved det af indvandrede Tyskere givne Eks- empel, medens der hengik en Snes Aar, før Bønderne kom med. Merghngens Virkninger var paa de fleste Jorder fortrinlige, men der fandt ret hyppig Misbrug Sted, mange ansaa Merglen som en Slags Gødning, og naar de derfor ikke gødede tilbørlig, blev Jorden udtæret. Deraf den falske Sætning, at »Merglen giver en rig Fader, men en fattig Søn«, eller som Forfatteren af Odense Amtsbeskrivelse omskrev det til: »Den, der vil have det sidste i Kruset, faar Laaget paa Næsen«. Der var da al Grund til baade at virke for Merglingens Udbredelse og advare mod Misbrug af den, og ogsaa i dette Arbejde tog Landhusholdningsselskabet Del. Til noget over Aarhundredets Midte betragtede man som Hovedformaalet for Landbruget ved alle Midler at udnytte Jor- dens Indhold af Plantenæringsstoffer til Kornproduktion. Man vilde ved Afgravning, Mergling og en kraftig Bearbejdelse vække Jordens slumrende Kraft til Live, medens man ikke havde nogen klar Erkendelse om Nødvendigheden af at yde Erstatning for, hvad man berøvede -Torden. Det var den rene Rovdrift, som fulgtes i almindelig Praksis. Kun i Egne af Jyl- land, der ikke egnede sig for Kornproduktion, eller hvor de usle Veje hindrede en lang Transport af Korn til Afsætningsstederne, lagde man Hovedvægten paa Studeopdræt. Hvor besynderligt det end kan lyde, var Rovdriften i Datiden vistnok den økono- misk rigtige Drift, den, som passede bedst for det fattige Land- brug. Hvad dette og Landet den Gang trængte til, var »flydende Kapital«, var Penge. Men disse fik man hurtigst og lettest ved at frigøre en Del af den i Jorden bundne Kapital, omsætte den i forøgede Afgrøder og ved disses Salg og Udførsel skaffe sig en Del af Jordkapitalen disponibel til anden Anvende’se. Men selvfølgelig er Rovdriften skadelig i det lange Løb, og man holdt for længe ved den. Dette var i og for sig forstaaeligt. Det var først omkring 1840, Liebig fremsatte sin epokegørende Læie om Planternes Ernæring og Grundsætningerne for det rationelle Agerbrug, endvidere vil der ofte hengaa lang Tid, før Jordens Forringelse af Plantenæringsstoffer bliver kendelig for Praksis, først naar Høstudbyttet aftager med Bortfjærnelsen af Næ-