Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

290 SELSKABETS VIRKSOMHED 1829—1868 stematisk Landbrugsundervisning ved den polytekniske Lære- anstalt«, og fra 1. Oktober s. A. udnævntes han til Docent i Landbrugsfagene ved Læreanstalten. Da Landbohøjskolen, i hvis Ordning Jørgensen havde væsentlig Andel, blev aabnet 1858, ansattes han som Lærer i Landøkonomi ved Skolen, ved hvilken han virkede til 1. November 1886. Jørgensen hørte ikke til de Videnskabsmænd, der flytter Grænsesten indenfor deres Fag, han var ingen højtbegavet Mand, ingen fængende Foredragsholder, men han ejede et Fond af solide Kundskaber, et sundt Omdømme og var overfor de praktiske Krav en for- staaende ædruelig Teoretiker. Og han vilde ubetinget det bed- ste, gik op i sin Gerning, omfattede sine Elever med faderlig Velvilje — selv var han ugift —, og saare ofte udviklede der sig mellem Lærer og Elev et Hengivenhcdsforhold, der varede for stedse. Skal et Menneske vurderes, er det afgørende ikke alene, om det har naaet til glimrende Resultater, men tillige om det har arbejdet redeligt og trofast holdt ud. Efter denne Maalestok var Jørgensen en betydelig Mand. Det var nærmest efter Collins og Tillisch’s Ønske, Jørgen- sen valgtes ind i Selskabets Præsidium. Han arbejdede for- træffeligt, først sammen med Danneskjold-Samsøe og Tillisch, og det var under den sidstes udmærkede Varetægt, han fik den administrative Uddannelse, som senere kom ham til Nytte, da han blev den eneste i København bosatte Præsident og derfor maatte varetage Selskabets løbende Forretninger. Da Danneskjold og Tillisch fratraadte, blev Jørgensen fortrinsvis Bæreren af Traditionen fra den gamle til den nye Tid, der var i Gennembrud, Opretholderen af de samvittighedsfulde Følge- regler, som var indvundne af den gamle Skoles Mænd. Men Tiden fordrede nu nye Foranstaltninger, andre Fremgangs- maader, der kunde bringe Selskabet i Kontakt med det ar- bejdende Landbrug. Til denne Foryngelsesproces, navnlig fremkaldt af Tesdorpf, stillede Jørgensen, ledet af sin med- fødte sunde Sans, sig velvilligt, og han forstod — »maaske halvt ubevidst« som det blev sagt ved hans Død — hvad godt der var oppe i Tiden og at vælge de rette Personer til at fremme det. Selv tog han Initiativet paa enkelte Omraader, hvad der