Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

78 Lilleasiens Indre er en ujevn Høislette, hvis Høide for- detmeste ligger mellem 2000 og 4000', og hvis tørre, undertiden saltholdige Stepper kun gjennemstrømmes af faa og lidet vandrige Floder (Halys). Kun mod Nord og Syd optræde sammenhængende Bjergmasser, idet den pontiske Kjæde følger Kysten af det sorte Hav og Taurus- kjæden danner Høilandets Sydgrændse mellem Skanderun- bugten og Halvøens sønderrevne Vestkyst; begge frem- byde steile Affald mod de begrændsende Have men gaae med jevne Skraaninger over i det indre Plateau. Lige- som Armenien er ogsaa Lilleasien rig paa vulcanske Fremtoninger, blandt hvilke vi, foruden de høie Vulcaner Argæus (12000') og Ilassan Dagh Nord for Skanderun Bugten, navnlig maa fremhæve den mærkelige vulcanske Egn »Katakekaumene« østlig for Smyrna, soro allerede i Oldtiden var Gjenstand for Strabo’s Undersøgelser og som efter de seneste geognostiske Iagttagelser skal frem- byde en stor Lighed med Auvergnes mærkelige Vulcan- gebet. Med Hensyn til Klima og Plantevei’den i det vestasiatiske Høiland, da have begge i Almindelighed den Charakteer, som man pleier at finde i høitliggende Steppelande. Klar Himmel og tør Luft, streng Vinter og varm Sommer angive Klimaets almindelige Særkjender, og saavidt der overhovedet findes Vegetation, er det i Reglen en eensformig Steppeflora, som kun paa ganske enkelte Steder viger for Skovvæxten. Dette er f. Ex. Tilfældet paa Nordsiden af Elbruzkjæden, hvor Søvinden fra det caspiske Hav betinger et fugtigt Klima og dækker Bjerglandets Skraaninger med smukke Skove af Eeg og Bøg\Fagus sylvatica), Ahorn og Valnød, men allerede paa Sydsiden af Kjæden tillader det tørre Klima kun en