Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

 85 disse øde Egne, som kun sjeldent vædes af en forfriskende Regn, og selv i Vintertiden, der hyppigt hjemsøges af voldsomme Storme, er Nedslaget kun ringe, og den fine, pulverformige Snee fyges af Blæsten sammen i Dalene eller paa andre beskyttede Steder. Temperaturen er i det Hele underkastet voldsomme Omvexlinger men retter sig naturligviis væsentligt efter Høiden; ved Tarim er Vinteren mild og gunstig for Culturen, men derimod op- træder den i Tibets Høisletter, hvor Sommervarmen dog formaaer at bringe Hveden til Modenhed, med en næsten barbarisk Strenghed. — Store Strækninger af Mellemasien og da navnlig Gobi er en øde, saltholdig Ørken, livoi’ Vinden pidsker Flyvesandet sammen i høie Klitter, og Mongolen omtaler med Begeistring de enkelte Oase- pletter, hvor lidt Trævæxt forvandler hans Ørken til et jordisk Paradiis. Steppefloraen dannes i det Væsentlige af haardføre Græsser (Elymy s-Arter) blandede med Salt- urter, Rhabarber og Bynkearter, men ogsaa i saa Hen- seende f’remtræde ikke uvæsentlige Forskjelligheder, og Tibet, hvor Astragalus og Tamarix-Buske høre til de hyppigst forekommende Planteformer, synes i sin hele Flora at vise en kjendelig Tilslutning til de vestasiatiske Steppelande. Hvor Klimaet er fugtigere, som da navnlig i Bjerg- egnene, udvikler sig naturligviis en kraftigere Vege- tation. Baade Altai og Himalaya men især den sidste smykkes af pragtfulde Skove, som paa Alta'ibjergenes fugtige Nordside bestaae af Fyr (Pinus Cembra og P. sylve s tris) og Lærk (Lariæ sibirica) blandede med Hvidbirk og Bævreasp. Sneeregionen er her i det Hele ikke be- tydelig, og kun enkelte Steder synes Gletscherne at op- naae en anseeligere Størrelse; om Agerdyrkning er der