Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold
Forfatter: E. Løffler
År: 1864
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 180
UDK: 551.4
Med lithographerede og xylographerede Kort samt en Farvetrykstavle
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
125
den bothniske Bugt, saaat den kun mellem Torneå og den
brede Varangerfjord er landfast med det øvrige Europa.
Den har i det Hele sydvestlig Retning og deles sydpaa
af Skagerrak i tvende mindre Halvøer; dens nordligste Punkt
er det paa Magerø beliggende Nordcap (71° N. B.), det-
sydligste Punkt af Norge er Cap Lindesnæs. Med Hen-
syn til Overfladeforholdene er det navnlig store Plateau-
dannelser, som udmærke det skandinaviske Høiland.
De samle sig alle paa Halvøens Vestside og vende en
steil, af talløse Fjorde indskaaren Klippekyst mod Atlanter-
havet, men østerpaa have de et jevnt Fald henimod den
bothniske Bugt, og sydpaa tabe de sig efterhaanden i
Mellemsverigs store Lavlandsbælte, som omgiver de be-
tydelige Indsøer Venern (100 M.) og Mälarn. De
norske Fjorde have sædvanligt Charakteren af smalle,
dybe Revner i Fjeldmassen, saaledes navnlig Sognefjord.
(23 Mile lang), Hardangerfjord og Lysefjord, og det er
sjeldent, at de som Throndhjems- eller Christiania^orden
danne rummelige Bassiner med forholdsviis jevne og lave
Bredder; den saakaldte Vestfjord er et sydpaa stærkt
udvidet Sund, der adskiller Lofotenøerne fra det overfor
liggende Fastland. Selve Plateaumassen, som efter sin
forskjellige Retning og Beliggenhed fører forskjellige Navne
(laplandske Bjerge, Kjolen, Dovre, Hardangerfjeld), har
længst mod Nord e.n Høide af 2—3000', medens den
sydpaa i Hardanger stiger til en Høide af over 4000',
og dens Eensformighed afbrydes kun af de smalle, spalte-
formige Dale (og Fjorde), der med bratte Vægge sænke sig
ned i dens Dyb, eller af de isolerede, ofte malerisk formede
Fjeldgrupper, som nu og da hæve sig over dens jevne
Flade. Af saadanne kunde man i Kjølen nævne Sulitelma
og i Dovre Sneehætten, men den største Høide opnaaer