Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

126 dog Ymesfjeld (8000'), hvis vilde Tinder rage op over de inderste Arme af Sognefjorden. Det skandinaviske Høi- land udmærker sig ved en ualmindelig Rigdom paa Ind- søer og Vandløb (Elve), af hvilke de sidste næsten alle følge Bjergmassens Fald mod SO og S og deels udgyde sig i den bothniske Bugt, deels strømme til Venern og Skagerrak; af Indsøerne maa især fremhæves Mjøsen og Fæmundsøen, Storsjøn og Siljan; blandt Elvene Dalelven, Claraelven og Storelven. — Sydsverig dannes navnlig af det lave men uregelmæssige smålandske Fjeldplateau, som i Taberg paa Sydsiden af Vettern stiger til en Høide af 1050'; ogsaa Finland er et lavt Plateau, der ud- mærker sig ved steile, sønderrevne Fjeldkyster og en over- ordentlig Rigdom paa ørige, underligt formede Indsøer. Hvad angaaer Kli matfor holdene i det nordeuro- pæiske Høiland, da ere de betydelige Forskelligheder underkastede alt efter Egnenes Beliggenhed mod Vest eller Øst. Den norske Vestkyst har et i høi Grad udpræget Øklima med mild Vinter, kjølig Sommer og taaget, fugtig Luft, medens derimod Indlandet og Kystegnene ved den bothniske Bugt (samt Finland) have et typisk Fast- landsklima med klar Himmel, varme Sommere og strenge Vintere. I Hardanger er Vinterens Middelvai’me fuld- kommen saa høi som Kjøbenhavns eller Berlins (nemlig -r-0,30), og i Bergen svarer den til Ofens, uagtet denne By ligger 12 Bredegrader længere sydpaa, men allerede i Christiania og Throndhjem er den betydeligt lavere (4-4°), og i Umeå ved den bothniske Bugt, der ligger paa samme Brede som Throndhjem, er den sunken til -t- 8°. Med Hensyn til Fugtighedsforholdene er Forskjellen mellem Vest og Øst ligesaa betydelig; Norges Atlanter- havskyst har næsten stadigt Nedslag, og Bergens aarlige