Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

131 af den baierske Høislette, udbreder sig endelig den vest- lige Deel af de mellemeuropæiske Bjerge, som man vel bedst kan sammenfatte under Navn af det franske Bjei'gland. Det bestaaer længst nordpaa af Arden- nerne og de lave, plateauformige Bjerge ved Nederrhin, blandt hvilke navnlig Eifel er berømt for sine gamle Vulcaner; længere sydpaa hæve sig de med Schwartz- wald parallelle Vogeser-, og. mellem Saonefloden og det nordvestlige Schweiz ligge Jurabjergene, .som dannes af parallelle fra SV—NO løbende Kalkrygge. Hovedmassen af de franske Bjerge bestaaer imidlertid af et stort, bølgeformigt Gneisplateau, der ved Rhonedalen adskilles fra Alperne, og i Auvergne og Velay frembyder en rig Mangfoldighed af gamle vulcanske Dannelser. Baade Cantal og Mont Dore-Gruppen maa betragtes som store Hævningskratere, der stige til en Høide af omtrent 6000', og Puykjæden ved Clermont, som synes at være af nyere Oprindelse, skjøndt den i historisk Tid ikke har viist noget Spor til Virksomhed, dannes af 60—70 krater- bærende Askekegler, hvis gamle, lyngbevoxede Lavastrømme vidt og bredt gjennemkrydse Auvergnes Heder. — Naar undtages Halvøen -Bretagne er forresten baade det vest- lige og nordlige Frankrig et lavtliggende Sletteland, som fordetmeste bestaaer af Kridt og tertiære Dannelser, og det store Rhindelta (Nederlandene), hvis fede, lerede Jordband væsentligst er dannet ved Flodens Virksomhed, er et lavt og frugtbart Marskland, der ved Diger maa beskyttes mod Nordsøens Angreb; imidlertid høre Dige- brud dog ikke til Sjeldenhederne, og den store Bugt Zuydersøen er endog fremkommet ved et saadant i Be- gyndelsen af det 13de Aarhundrede. Det franske Bjerg- land er ikke meget metalrigt, men i de nordlige Ardenner 9*