Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

170 have dannet en samlet, temmelig civiliseret Stat; om Nubierne, de saakaldte Barabras, og endelig om de athletiske Gallaer Syd for Abyssinien, hvis vilde Rytter- horder ere en farlig Landeplage for de omliggende Egne. Den største Tilnærmelse til Negerne vise Fellaherne (Kopterne), ikke ved deres Hudfarve men ved deres fremtrædende Kjæber og skraatstillede Tænder. Som Efterkommere af et af Jordens ældste og mærkeligste Culturfolk nemlig de gamle Ægyptere ville de altid frem- byde en ikke i’inge Interesse, men deres oprindelige Cul- tur er forlængst gaaet tilgrunde under Grækernes, Ro- mernes og Arabernes Herredømme, og selv deres Sprog er for Aarhundreder siden ombyttet med det arabiske. — Kopterne saavelsom Abyssinierne ere Christne, de andre her omtalte Folk ere næsten udelukkende Maho- medaner. Med de Undtagelser, vi ovenfor have gjort opmærk- som paa, er forresten Mellem- og Sydafrika befolket af mørkfarvede Negerstammer med lange Hoveder og skraat- stillede Tænder. I Sudan baade Øst og Vest for Ni- gerer) samt i den nordlige Deel af Sydafrika omtrent til 20° S. B. boe de egentlige Negere, af hvilke navnlig de mahomedanske Mandingoer i Senegambien og Bornu- anerne Sydvest for Tsehad have bragt det temmelig vidt i Cultur; de beskjæftige sig med Agerdyrkning, Industri og Handel, og Mandingoerne ere navnlig bekjendte som driftige Handelsfolk. Continentets sydlige Deel befolkes af Kaffere og Hottentotter, af hvilke Kafferne ere udbredte mod Øst, Hottentotterne vesterpaa. De først- nævnte, hvortil henregnes egentlige Kaffere og Bedjuaner, ere deels Nomader, deels agerdyrkende Folk, medens de gulbrune Hottentotter (Namaqva, Buskmænd o. a.), der