Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

12 og Rhone, til det røde Hav løber ikke et eneste Vandløb, som kan fortjene Navn af Flod. Heraf vil det være klart, at disse Have maa udmærke sig ved en meget forskjellig Saltmængde. I Østersøen er Saltmængden meget mindre end i det tilgrændsende Hav, og navnlig er Overfladen næsten fersk, da det tilstrømmende Flodvand er lettere end Søvandet og derfor holder sig ovenpaa; i Middelhavet og det røde Hav er derimod Saltmængden større end i Havet udenfor og som Følge deraf ogsaa Vægtfylden be- tydeligere. Erindrer man nu tillige, at Østersøen paa Grund af det stærke Tilløb og den svage Fordampning har en stadig Tilbøielighed til at forhøie sin Vandstand, me- dens det Modsatte er Tilfældet med Middelhavet og det røde Hav, hvor Fordampningen er betydelig og Tilløbet svagt, saa indsees det let, at der maa finde en stadig Udvexlig Sted mellem disse Have og Oceanet; fra Øster- søen fører en forholdsviis fersk og altsaa lettere Over- fladestrøm udefter, medens en saltere og tungere Under- strøm er indadgaaende, i Middelhavet og det røde Hav løber en en mindre salt og lettere Overfladestrøm indefter, medens en saltere og tungere Understrøm er udadgaaende. — Ligesom disse Strømninger ere Resultatet af en ved ydre Paavirkninger forstyrret Ligevægt, som liar gjort Østersøens Vand lettere og Middelhavets tungere end det udenfor liggende Havs, saaledes stræbe de atter hen til Ligevægtens Gjenoprettelsé, og navnlig skyldes det deres Indflydelse, at Østersøen ikke stadigt bliver høiere og fer- skere, Middelhavet lavere og saltere. Under en Betragtning af Havets Naturforhold og de Fremtoninger, som der have hjemme, fortjener ogsaa Tide- vandet at berøres, skjøndt‘det er af kosmisk Oprindelse