Vejledning til Dræningens Udførelse paa større og mindre Gaarde

115 et Vaterpas paa Grøftebunden er endnu mindre tilfreds- stillende. Man lader ofte Folkene faa de saakaldte Sigte- tavler til at rette sig efter, men Sigtetavlerne ere altfor ubekvemme at bruge for Folkene; dem skal kun Opsyns- manden benytte, og Folkene skulle have en Snor at rette sig efter, hvilken Snor spændes parallelt med den bestemte Grøftebund, saa at Graveren fra ethvert Sted af Snoren let med en Stok kan maale ned, om Grøftens Dybde er rigtig. Naar det andet Sped er færdigt, skal Opsynsmanden til Vejledning for Graverne anbringe denne Snor i en be- stemt Højde over Grøftens Bund. Ved de fra først af satte Smaapæle, som staa ved Grøftekanten, veed man, hvor dybt der skal graves. Fra alle disse Dybder trækker man en og samme Størrelse, f. Ex. 3 Fod, som da kan blive Snorens Højde over Grøftens endelige Bund, medens Subtraktionsresterne angive Dybderne for Snoren under Jordoverfladen ved Pælene. Man maaler fra hver Pæl ned ad Grøftesiden til det Sted, hvor Snoren skal være, og banker der en Pind vandret ind i Grøftevæggen. Over disse vandrette Pinde bliver Dybdesnoren spændt, Gra- verne behøve da ikke engang en inddelt Stok, men kun en Kjep med et indskaaret Mærke i, for paa ethvert Sted af Grøften let at kunne maale ned fra Snoren, om Grøften har den rigtige Dybde. Graverne gaa saaledes frem med Lethed og Sikkerhed, og Fejl blive ved lidt Paapasselighed meget lette at undgaa. Allerede efter det næstsidste Sped bør Grøftebunden være godt parallel med Snoren, for at man uden Vanskelighed kan naa den sidste Dybde akkurat blot ved at stikke Spidsspaden ned til et bestemt Sted paa Bladet for hvert Spadestik. Naar de vandrette Pinde, over hvilke Snoren skulde spændes, komme længere end 50 Fod fra hinanden, maa man anbringe andre Pinde i Flugt derimellem for at have tilstrækkelig Støtte for Snoren. Hertil behøver 8*