Plantephysiologi og Plantekulturens Theori
Bearbeidet Til Brug For Landmænd

IL Væx lp eri od en. 113 Da en Plante ikke kan leve hvor den ikke foresinder en for samme tilstrækkelig Mængde af Vand, og da den optager saa meget Band at den endog maa fordampe en stor Deel deraf, behove vi ikke at beskjæftige os længe med det Sporgsmaal hvorfra Planten henter sin Ilt og Brint: begge disse Elementer erc i tilstrækkelig Mængde tilstede i Vandet. Det hele Sporgsmaal om Plantens Ernæring dreier sig altsaa egenlig kun om Optagelsen af Kulstof og Qvcrlstof. Gjennemgaae vi nu de forskjellige knlstofholdige Snbstanser paa Jorden, finde vi let, at der kun existerer en eneste Kulstof-Forbindelse, som opfylder den ovennævnte Betingelse for et vegetabilsk Nærigsmiddel, nemlig den at forefindes ligeligt for- deelt overalt paa Jorden. Denne Forbindelse er Kulsyren, som ndgjor en om end i Mængde forskjellig, dog aldrig manglende Bestanddeel af vor Atmosphære og som, da den med Begjærlig- hed optages af Vandet, altsaa er let tilgængelig for Planten. Hvad Kulstoffet angaaer, da maa vi altsaa ansee Kulsyren for . Plantens egenlige Næringsmiddel: enhver anden Paastand om Knl- stoffets Oprindelse maa vi benægte. Overalt hvor der forefindes Vand paa Jorden, sindes Vegetation, altsaa maae Næringsmidler for Planten ogsaa overalt være tilstede. Knlsyrcn er den eneste kulstofholdige Substans font forefindes overalt, altsaa er ogsaa Kulsyren den eneste almindelige Kilde til Planternes Kulstof. Denne Anskuelse har Videnskaben ikke tilegnet sig idag eller igaar, den er faa gammel som vor Knndskab til Kulsyre og Kulstof, men den modsiges af en ved gammel Slendrian bibeholdt, ganske ubegrundet Fordom, som paastaaer at Kulstoffet optages af Planterne med de opløselige HUMUsbestanddele. Denne Fordoms Umulighed og Man- gel paa Begrnndelse lader sig let bevise ved nogen Kinidskab til Naturen, men dens nærmere Belysning henvises til den Bog af dette Værk, som handler om Planternes Cilltur. Vi gaae nu over til det Sporgsmaal hvorfra Planten mod- tager sit Qvcrlstof. Det ligger her nærmest at tænke paa At- mosphcerens Ovælstof, som overalt vilde staac Planterne til Naa- dighed. Men denne Formodning ftoder paa mange Vanskeligheder. Den vigtigste Indvending ligger dog i Qvælstoffets Natnr. Dette har nemlig faa liden Tiltrækning til alle andre Stoffer (næsten alene med Undtagelse nf Brinten) at det ikke frivilligt forbinder sig med disse, saa at det s. Ex. kun ved de stærkeste elektriske Gnister kan bringes til at forbrænde med Ilten til Salpetersyre, ja det opstiges endog klin i yderst ringe Mængde af Vandet. Saaledes 8