Plantephysiologi og Plantekulturens Theori
Bearbeidet Til Brug For Landmænd

Menneskets Indflydelse paa Plantedyrkningen. 271 Bed Mergelen, som især viser sig gavnlig i kalkfri Sandjord, kan den fordeelagtige Virkning paa Planternes Ernæring natur- ligviis kun tilskrives Kalken, da mange Mergclarter ikke indeholde noget andet væsenligt Plantenæringsstof i nogen betydelig Mængde. Ved Gipsen derimod har man sogt at forklare Dirkningen tillige af Svovlsyremængden eller senere af det ben indeholdte Svovl. Liebig har derimod givet en anden Forklaring, nemlig ved at soge Gipsgjodningens Værdi i en forudsat Dannelse af ikke flygtig svovl snur Ammoniak. Men begge disse Forklaringsmaader cre fnldstændigt modbeviste af BoUssingault. 4) Jern, Magnesia, Svovlsyre, Saltsyre. Vi stille 8^64. her disse Stoffer sammen under (sef, ikke fordi de cre af lige Vig- tighed for Planternes Ernæring eller for Jordbunden, men fordi de samtlige forekomme i faave ringe Mængder. Svovlsyre og Saltsyre, oftest forbundne med Alkalier til opløselige Salte, ville ligesom Alkalierne selv ved at passere igjennem den menneskelige Hunsholdning tildeels gaae tabt og behove derfor stedse Erstatning andetstedsfra. Sjeldent behoves de dog i storre Mæilgde, selv om de aldeles mangle i en Jordbund. Jern og Magnesia, især den sidste som stadigt ledsagende Kalken, ere faa almindeligt Udbredte, at den ringe Mængde som forbruges deraf til Planternes Væxt, let turde forefindes overalt, især fan man antage at Jernet, paa Grund af dette Metals Udstrakte Anvendelse i vor Tid, ved Ind- samling af Affald snarere forøges end formindskes. Magncsiaen synes, ftjoudt den forekommer i ringe Mængde, alligevel (maaskee ved dens Forhold til Phosphorsyren) at spille en vigtig Nolle i Jordbunden, idetmindste er det hoist paafaldende, at i næsten alle Planteasker Magnesiaen forefindes i et storre Forhold tit Kalkjorden end det er Tilfældet i selve Jordbunden. 5) Kiseljord. Mindst Opmærksomhed fra Landmandens §165. Side synes den overalt i Overflod forekommende Kiseljord at for- tjene. I dens sædvanlige Tilstand er den aldeles Uopløselig, og det kunde alf fa a i det Hoieste være Opgaven at gjore den opløselig, dog synes det ifølge Erfaringer ikke nødvendigt at anstrænge sig særligt herfor. Derimod maa vi hertil knytte en anden Bemærk- ning. Betragte vi de Askemængder som ved Afgrøden beroves Jord- blinden og de som med Gjodningen gjengives samme, da finde vi et meget betydeligt Overskud paa Gjodningens Side. Man kunde derved let forledes til at slutte saaledes: „ved Overskudct i