Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

47 denne Adskillelse er utilstrækkelig. Der gives en For- vrængning af det Religiøse, der er, om muligt, endnu mere oprørende end Gudsfornegtelse. En Række Troes- sætninger indprentes, der egne sig til at gjøre saa vel det guddommelige som det menneskelige Væsen ukjende- ligt. Istedenfor at være den Ophøiede, der i salig Ro lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, uendelig forvisset om, at Udviklingen af det Heles Anlæg ikke vil forfeile sit Maal, bliver Gud til et lidenskabeligt Væsen, der raser med Baal og Ødelæggelse, en for- færdelig Kirkegud, der knuser Alle, som ikke have den foreskrevne Tro, og sender dem til Helvede. Hvad have de Rettroende vel i Forhold til et saa blodigt Forsyn at gjøre? Eet ubetinget: at forfølge den hævn- syge Guds Fjender. Timelighedens øvrige Arbeider have kun ringe, forbigaaende Værd. Den Troende kan myrde, kan stjæle, bedrage og lyve, naar blot han mener, at det Altsammen skeer til „Guds større Ære“. Vi ville ikke udmale dette væmmelige Billede af kirkelig Fanatisme og hierarchisk Herskesyge med dets Helgen- Mirakler og Ugjerninger: det staaer med blodige Træk i Folkenes Historie. At ogsaa Gucisfornegtelsens og den irreligiøse An- skuelses Tilhængere kunne fare frem med Forbrydelser og bestrøe den historiske Vei med Dynger af Lig, er vitter- ligt; men til Kirkegudens „større Ære“ maa det dog indrømmes, at den blot verdslige Offerdygtighed i Aand og Væsen endnu ikke har kunnet maale sig med den kirkelige. Politikens Fanatikere have ikke de Kræfter som Religionens. Den naturlige Egenvillie, om den end raser i Lidenskab, naaer aldrig den Egoismens