Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

71 Tage vi igjen Lignelsen for os og betragte det guddommelige Billede, da faaer den verdslige Forgrund nu en anden Belysning. Vi see en Forskjel mellem det Fortjenstlige og det Nødvendige i Frihedens Brug. At vi ikke selv ved vore bedste Gjerninger kunne for- tjene den evige Salighed, er jo indlysende deraf, at de Kræfter og Midler, udvortes som indvortes, hvormed vi arbeide, alle høre ind under det Betroede. Men at Gjerninger og Arbeider ikke desto mindre ere nød- vendige, følger ligefrem af Selvudviklingens Lov. Den Tjener, som bliver dømt, fordi han grov sit Pund i Jorden, bliver ikke straffet vilkaarlig af en egennyttig Herre. Han bliver dømt, fordi han væsenlig har dømt sig selv; han har fornegtet Livets allerførste Lov, Selv- virksomhedens, Selvudviklingens, den sjælelige Selv- ernærings ufravigelige Lov: han har slet ikke brugt sine Kræfter. Forholdet mellem Arbeiderne i det Timelige og Omsorgen for det Evige bliver ofte opfattet, som om det her kom an paa en Deling, en passende Udstykning. Man skal, hedder det, vistnok for en stor Deel arbeide med det Timelige; men ved Siden heraf bør man da heller ikke forsømme at arbeide med det Evige, og engang imellem ret alvorlig at sørge for sin Sjæl. Det skal nu villig indrømmes, at „Alt,“ som det hedder hos Salomons Prædiker, „har sin Tid, at der er Tid til at fødes og Tid til at døe, Tid til at græde og Tid til at lee, Tid til at sørge og Tid til at dandse, Tid til at favne og Tid til at sky Omfavnelse, Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Strid og Tid til Fred“; meu det vilde dog see sørgeligt ud, hvis Menneskets Liv blev ligefrem splittet i Tiden. Vi kunne dog ikke til en Tid