Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

73 Den derimod, der arbeider sig saalecles ind i det Timelige, at han i sin Travllied, sin Iver og Stræben forglemmer det Evige, idet han forglemmer sig selv, han krænker og bedrøver de usynlige Vogtere. De minde ham, men han ændser det ikke; de tilhviske ham Formaninger, men han vil ikke høre. Saa skeer det, at jo ivrigere han arbeider med det Timelige, desto længere kommer han fra det Evige. Lad ham kun blive rig i det Udvortes, i sit Indvortes er og bliver han fattig. Der vaagner i ham et Suk, at det med al den jordiske Herlighed er idel Forfængelighed. Glimrede han end ved Talenter i Verdens Øine, det Bedste gik dog tabt, Evighedens betroede Pund nedgrov han i Jorden. Saa bliver han træt, og ønsker sig Døden. Og Døden kommer og byder ham til Løn den sidste Trøst, — det evige Mørke. Og saa har Aabenbaringens personlige Ord føiet til, at „der skai være Graad og Tænders Gnidsel“.