Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

79 Enhver nogenledes hjælpe sig igjemiem med een Rolle, Herrens eller Tjenerens, Fruens eller Kammerjomfruens; det gjaldt kun om, at Enhver især spillede sin Rolle godt; nuomstunder er det anderledes; Kvinderne spille Mandsroller, og Mændene maae da lægge sig efter at spille Kvinderoller. Det er ikke nok for En,, der vil frem, at kunne een Rolle, nei, den fremskridende Dan- nelse, den stigende Oplysning kræver nu af Enhver, at han maa kunne spille høist forskjellige Roller, mange Roller, helst alle mulige Roller . . . Forsamlingen, som begyndte at blive træt af hans Declamationer, sam- talede saa smaat, da i det Samme Døren gik op og en ældgammel Mand med Levninger af kridhvide Haar omkring Issen traadte ind. Oldefa’er, lød det fra de Mange paa een Gang, velkommen! Ja Oldefa’er kan sige os det; her er en Stol, men hvor er Harpen? Den Gamle, som hele Byen kaldte Oldefa’er, var en rørig Mand paa 97 Aar; hans Aandskræfter vare usvækkede, men med det Legemlige var det kun saa som saa. Hvad er det, jeg skal sige Jer, Børn, spurgte han med et Smiil, da lian havde taget Sæde. — Hvad Livet er, lød Svaret, om vi skulle elske det eller ikke. I kan nok synge os en Vise derom, maae vi hente Harpen? Harpen, sukkede deu Gamle, er urørlig; den hænger i Krogen derhjemme i et Hylster af Spindelvæv. Hun, hvis Haand holdt Spindelvævet borte, er nu selv borte. Til at synge er min Stemme for svag; dog kunne mine Ord vel endnu høres. I spørge mig, om 1 skulle elske Livet; et besynderligt Spørgsmaal. Ja, vist skulle I elske det inderlig, oprigtig, i dybeste Alvor. Naar 1 elske det saaledes saa vel i Modgang som i Medgang, i Sorg som i Glæde, ville I forvisses om, at