Udviklingslære

100 Progression, da de organiske Væsners Forhold, dels deres indbyrdes Forhold, dels deres Forhold til Livsbetingelserne, er uendelig indviklet, vilde det være underligt, om der aldrig fremkom Variationer, der var nyttige for hvert en- kelt Væsen. Sker det, da vil slige Væsner have størst Udsigt til at blive bevarede i Kampen for Tilværelsen, og paa Grund af Arvelighedens stærke Lov vil de frembringe Afkom, der er ligesaa heldigt stillet som de selv. Dette, at de heldigst indrettede leve eller bevares, har jeg kaldt Kvalitetsvalget“. Disse Definitioner, der fastslaar Kvalitetsvalget som bestaaende i Natursammenhængens bevarende eller øde- læggende Indflydelse paa nyopdukkende Varieringer, til- spidses ikke sjældent af Ch. Darwin paa ensidig Maade. Ifølge« Definitionerne optræder Læren om Kvalitetsvalget som en Lære om Nytte, og specielt om Nytten af gen- nem Tillæmpning at drage den størst mulige Fordel af Forholdene. Ved at fastholde dette frigøres vi straks for to Misforstaaelser, der oftere er fremkomne; ifølge den ene af disse skulde Læren om Kvalitetsvalget være en Lære, der forklarede samtlige Egenskabers Fremkomst. Ifølge den anden Misforstaaelse skulde Læren om Kvali- tetsvalget være en Lære om den eneste Aarsag til Ar- ternes Dannelse. Intet af dette var Darwins Mening; han fremsatte sin Lære om Kvalitetsvalget som en for- staaelig Forklaring af Tillempelses-Fænomenerne, som en Forklaring, der i al Korthed indeholdt Loven om den or- ganiske Udvikling i de simple Ord: „tiltag, varier, lad den stærkeste leve og den svageste dø“. Den stærkeste er imidlertid den, der kan drage den største Nytte af Om- givelserne, af Natursammenhængen. En saadan Lære om Nytte maatte nødvendigvis komme i Strid med den tid- ligere herskende Lære om Formaal. Det er ikke uden Interesse at bemærke, at det 19de Aarhundrede, der sejrrigt gennemførte en Nyttemoral, og- saa tyr til Nyttebegrebet for at finde en frugtbar Forkla-