Udviklingslære

105 at ikke blot Arterne men alle konstante Egenskaber skyldes denne Aarsag. — Samtlige „Fløje“ eller begyndende Sko- ler indenfor Darwinismen er imidlertid enige om, at den gamle Formaalslære er grundløs. Intet tyder paa, at en Organisme er skabt, som den er, og skabt med et bestemt Formaal; overfor en saadan Antagelse staar alle samlede med den Antagelse, at en Organisme eksisterer, fordi dens Egenskaber tillader den at bestaa under de herskende Livs- betingelser. Formaalslæren maatte gaa ud fra, at enhver Organisme i sig er fuldkommen og ikke kan forbedres, hvor- imod Udviklingslæren hævder, at Organerne kan undergaa forbedrende Omdannelser. Formaalslæren mener, at Katte eksisterer -med det Formaal at fange Mus; Udviklings- læren mener, at de eksisterer, fordi de fanger Mus. Ud- viklingslæren har saaledes ført Aarsagsforklaringen ind paa Omraader, hvor der tidligere i Virkeligheden ikke ga- ves nogen Forklaring. Af og til kan det nemlig lykkes Videnskaben at paavise Aarsager, men ingen Videnskab vil kunne paavise Formaal. Da Varieringstilbøjeligheden ytrer sig Slægtled for Slægtled, og da de ydre Livsbetingelser ligeledes forskydes, saa vil den naturlige Udvælgelse vedblive at gaa for sig, og Organismernes Formforandring i stigende Grad op- hobes gennem Nedarvningen. Imod denne Lære om en Ophobning af Formforandringer invendes hyppigt, at der gives en Varieringsgrænse, og at denne altid falder inden- for Artsejendommelighederne men lader selve disse være uberørte. Da imidlertid Variationsgrænsen tillige er Græn- sen for den naturlige Udvælgelse, saa vil denne ingen Betydning have for Arten. Denne Indvending stemmer ikke med de virkelige Forhold. Det er muligt, om end tvivlsomt, at Artsegenskaberne er Variationsgrænse, saa- længe Livsbetingelserne ikke ændrer sig; men uforanderlig Grænse er de ikke. Vi skal her blot minde om de i det forudgaaende fremdragne Eksempler paa Artsomdannelse (bl. a. S. 45, 46). Ch. Darwin anerkendte selvfølgelig ikke de saakaldte