Udviklingslære

104 rekte i Kraft af indviklede Vækstlove". Ikke desto mindre tilraader han „at være yderlig forsigtig med at fastslaa, at en Ejendommelighed er eller har været til „Nytte", ti „det er utvivlsomt, at Tilbøjeligheden til at variere paa en og samme Maade ofte har været saa stærk, at alle Individer af sämme Art er bievne ændrede uden nogen Hjælp af Udvælgelse". Og han fremhæver i et specielt Tilfælde, at „Haardusken paa Brystet af den vilde Ixalkunhane ikke kan være til nogen Nytte, og det er tvivlsomt, om den kan være en Prydelse i Hunnens øjne“. Han taler endvidere om „fluktuerende Variationer, der tid- ligere eller senere bliver konstante i Kraft af Organismens Natur eller af de omgivende Betingelser, men ikke gen- nem naturlig Udvælgelse". Romanes har søgt at afgøre det uensartede i disse Udtalelser i Darwins Aand ved en Henvisning til, hvorledes Forholdene er blandt tæmmede Dyr og dyrkede Planter, hvor det synes uomtvisteligt, at man kan frembringe ligesaa faste Ejendommeligheder som dem, der frembringes i vild Tilstand, uden at der i saa Tilfælde kan være Tale om Nytte. Men Værdien af denne Betragtning kommer ganske vist til at bero paa, om vedkommende Ejendommeligheder ikke i vild Til- stand havde udsat Individet for Farer, der ikke truer det tæmmede eller dyrkede Individ. Spørgsmaalets Afgørelse har ingen Betydning for Teoriens Stilling til den gamle Formaalslære, hvorimod det kan have Betydning for den rette Forstaaelse af, hvad Darwin tilsigtede med sin Lære om den naturlige Ud- vælgelse. Havde han til Hensigt med denne Lære først og fremmest at give en Forklaring paa Tillæmpelsernes Oprindelse, hvoraf Følgen maatte blive et bestemt Syn paa Artsdannelsen, da er det ikke nødvendigt at opfatte enhver Egenskab som nyttig. Var det imidlertid hans Hensigt, som Ultra-Darwinisterne mener, først og frem- mest at give en Lære om Arternes Oprindelse, da maatte han som Huxley opfatte enhver Art som frembragt ved den naturlige Udvælgelse eller endog som Wallace mene,