Udviklingslære

103 samme Grad, som dette sker, bliver ikke blot Individet selv, men ogsaa Omgivelserne bedre tjent dermed. I hvil- ken Grad Læren om den naturlige Udvælgelse har bort- ryddet al Mystik paa dette Omraade, det vil man faa et Indtryk af ved at sammenligne 8de Udgave af Encyclo- pædia Britannica, der udkom lige før Darwins Bog om Arternes Oprindelse, med de senere Udgaver. I Bogens 8de Udgave læser vi under Artiklen „Instinkt", at „vi maa betragte Instinktet som en sjælelig Evne, som noget for sig selv, som Guds Gave til de lavere Dyr, for at Mennesket i sin egen Person og ved dem kan blive be- friet fra Naturens uværdigste Beskæftigelse". De senere Udgaver kender intet til en saadan Opfattelse af In- stinktet. Af de (S. 100) omtalte to Misforstaaelser skyldes den første og væsentlige Wallace med Tilslutning af Weiss- mann; den sidste og mindre væsentlige Huxley. Nu maa det ganske vist indrømmes, at Darwins Udtalelser kan være vak- lende, hvilket i og, for sig gør Misforstaaelserne rimelige: men paa den anden Side maa det dog fremhæves, at Ud- viklingslære er én Ting og Darwin-Fortolkning en anden. Darwin ytrer et Sted: „Disse Bemærkninger fører mig til at sige nogle faa Ord om den Protest, der fornylig er fremkommen fra nogle Naturforskere imod den Nyttelære, at enhver Enkelthed er frembragt til Gavn for dens Be- sidder. De tror, at mange Enkeltheder er dannede af Hensyn til Menneskets Skønhedssans eller som blot Varie- ring. Var denne Tro rigtig, vilde den være absolut skæbnesvanger for min Lære — dog indrømmer jeg vil- ligt, at mange Enkeltheder ikke er til direkte Nytte for Besidderen". Paa den følgende Side siger han: „Enhver Ejendommelighed hos enhver levende Skabning (med Und- tagelse af ringe direkte Virkninger af fysiske Betingelser) maa opfattes enten som havende været til speciel Nytte for tidligere Slægtled eller som nu værende til speciel Nytte for disses Efterkommere enten direkte eller indi-