Udviklingslære

111 ganismernes Formforandring: 1) de ved Brug og Ikke- Brug fremkaldte Forandringer i Bygning, Vaner og In- stinkter; 2) de ved de ydre Livsbetingelsers Indgriben fremkaldte Forandringer og 3) Kvalitetsvalget. Den forenede Virkning af disse Aarsager bliver den biologiske Udvikling, en fremadskridende Omdannelse af lavere, d. v. s. usammensatte Former til en Sammensathed, der er stigende med Omgivelsernes mer og mer indviklede Be- skaffenhed. Men naar dette forholder sig saaledes, maatte det da ikke ventes, at alle Organismer efterhaanden var bievne meget sammensatte, og at de usammensatte forlængst var udryddede? Ch. Darwin besvarer Spørgsmaalet med et nej; ti hvis de lave og simple Former er godt afpassede efter deres simple Livsbetingelser, saa vil de kunne holde sig længe. Og dette er ikke fordi de varierer mindre, men fordi Livsbetingelserne ikke undergaar nogen For- skydning af kendelig Betydning. Det store Flertal af lavt organiserede Planter og Dyr, der lever under en saa- dan Ensartethed, vil derfor beholde samme Bygning; dog vil det ikke være Tilfældet med alle. Ti en eneste Slags Organismer kan ikke fuldt udnytte de i en Egn givne Livsbetingelser; der vil altid være Sider af disse, der kom- mer til rigere Anvendelse, naar Bestanden eller Bevoks- ningen ikke er for ensartet, og de vil følgelig bidrage til den fyldigere Vækst af uensartede Varieringer. Dette godtgøres af Erfaringen. Saar man kun én Slags Græs- frø paa en Mark, da faar man langt fra saa rig en Høst, som hvis man saar flere Slags mellem hverandre. Fro- digheden i en Skov med flere Træarter er Vidnesbyrd om det samme; den fuldstændige Udbytning af Forhol- dene fordrer en Mangfoldighed i Organisation og Instinkt. Menneskesamfundet viser det samme; i Lande, hvor for- skellige Grupper eller Racer lever mellem hverandre, ud- nyttes Forholdene rigt og fyldigt; Ensartethed i Afstam- ning fører let til ensartet Levemaade og Virksomhed. I Forbindelse hermed staar de Ejendommeligheder^