Udviklingslære

112 man kunde kalde naturlig Skiftedrift. Vedbliver man at dyrke en og samme Slags Sæd paa en Mark, da for- mindskes det aarlige Høstudbytte; de Livsbetingelser, paa hvilke Sæden lægger Beslag, udpines, de andre forbliver ubenyttede. I rationel Agerdyrkning indfører man derfor en Skiftedrift. En tilsvarende naturlig Skiftedrift foregaar, idet ny Organismer breder sig i en Egn, hvor de ikke tidligere har hørt hjemme, og overvinder de der herskende Arter. Disse er nemlig kun de bedste i Forhold til Eg- nens andre Arter, men ikke i og for sig. De ny ind- trængende Arter udnytter Ejendommeligheder ved Livs- forholdene, som de gamle ikke har kunnet udnytte. Følge- lig behøver Udryddelsen af de gamle Arter ikke at bero paa en direkte Rivalisering eller Kamp, saaledes som Til- fældet er, naar vor almindelige Bi, der er indført i Av- stralien, udrydder den derværende braadløse Bi. Kampen mellem nærbeslægtede Organismer er stærk, fordi de har saa meget tilfælles i Livsvaner og Konstitu- tion. Enhver Art søger, naar Næringsmidlerne er faa, at udrydde den med dem nærmestbeslægtede. Under saa- danne Omstændigheder kan det blive Grundbetingelsen for, at nærbeslægtede Arter trives sammen, at den ene til- lægger sig ny Livsvaner. Jagtfalken og Høgen kan fær- des i samme Distrikt, ti Jagtfalken fanger Byttet i Luften, hvorimod Høgen hyppigt fanger sit paa eller ved Jorden. Fiskeørnen henter sit Bytte under Havets Overflade, hvil- ket ørne ellers ikke gør. Gribben har tillagt sig den Vane at leve af Aadsler. Der findes Kragefugle, som spi- ser Aadsler, andre, som spiser Insekter, andre, som spiser Kom, følgelig er Rivaliseringen mellem dem ikke stærk. Af Maar-, Væsel- og Katteslægter lever mange Arter paa Træerne, andre paa Jorden. Den brune Rotte fortrænger den sorte. Man kunde vedblive at fremdrage Eksempler paa, at naar nærbeslægtede Arter støder sammen, maa som Regel den ene bukke under eller skifte Vaner og Byg- ning, hvorimod Arter, der staar hinanden fjærnt, i For-