Udviklingslære

127 vil rimeligvis blive fortsatte og uddybede, og de synes at skulle forøges med en ny Retning, Ny-Lamarckismen, der skyder Kvalitets valget i Baggrunden, og stiller de af Lamarck fremhævede Aarsager i Forgrunden. Som tid- ligere paavist (S. 19—24) dannede Lamarck sin Lære ud fra de to Antagelser, 1) at de levende Væsener sammen- knyttedes ved snævrere eller fjærnere Slægtskabsbaand, og 2) at et Organ ved at øves paa særlige Maader kan udforme sig i særlige Retninger; den saaledes erhvervede Ejendommelighed kan overføres til Efterkommerne og videre udvikles af dem. Han lader dernæst disse ved øvelser fremkomne Tillæmpelser være Aarsag til Foran- dringerne i de levende Væseners Række. Stil et Dyr, siger han, under ny Livsforhold, og dets Tarv vil blive ændrede; ny Tarv vil fremkalde ny Virksomhed og der- ved Ændringer i det benyttede Organ. Det gode ved Lamarcks Forklaring var, at han søgte at paavise fysiske Aarsager, der kunde bevirke en Arts Omdannelse til en anden. Han fandt, at det var en fysiologisk Kendsgær- ning, at Organer øves ved Brug og henvisner ved mang- lende Brug, og han fandt ligeledes, at det var en fysio- logisk Kendsgærning, at erhvervede Egenskaber overføres til Afkommet. Han gik ud fra, at enhver sund Teori om Arternes Omdannelse maatte hvile paa Iagttagelse; at Klassifikationen maatte følge den Orden, i hvilken Udviklingen var foregaaet; at denne Udvikling, ved hvilken de forskellige Dyreformer var opstaaet ved Omdannelse af en Organisme, der oprindelig var opstaaet ved Selv- avling i Vandet, havde taget betydelig Tid, og at alle Instinkter og sjælelige Egenskaber kunde føres tilbage til den Aarsag, der havde bevirket Arternes Omdannelse. Det mærkelige ved hans Lære er, at han, der saa stærkt paastod, at de ydre Livsforhold aldrig direkte ændrer et Organ, men kun virker ved at ændre dets Tarv og Virk- somhed, ikke formaar at gennemføre sin egen Opfattelse for Planternes Vedkommende, men lader disses Omdan- nelse fremgaa af Forandring i deres Ernæringsprocesser