Udviklingslære

128 og lader enhver saadan Forandring fremkaldes ved Æn- dring af de ydre Livsforhold. Man skulde synes, at noget tilsvarende maatte kunde finde Sted hos Dyrene, saa at de ydre Livsbetingelser altsaa kunde være af direkte Betydning ogsaa hos disse. Paa dette Punkt har Haeckel, ved at opstille Ændring i de ydre Livsforhold som en Hovedaarsag til Omdannelser, suppleret Lamarck. Dernæst er det en Mærkelighed, at Lamarck, der ikke anerkendte anden Omdannelsesaarsag end den ved æn- drede Tarv fremkaldte Brug eller manglende Brug, tillige betvivler, at der findes uddøde Arter undtagen af Orga- nismer, der er saa store, at Menneskene kan have ud- ryddet dem. Han kender ikke anden ødelæggende Aarsag end Mennesket. Endelig maa det fremhæves, at han ikke havde Øje for de Bidrag til en Forstaaelse, man kunde hente fra Husdyrenes og Kulturplanternes Verden. Ny- Lamarckismen er forsigtigere end Lamarck; uden at ville fraskrive den naturlige Udvælgelse en mer eller mindre vigtig Del i den organiske Udvikling, mener man, at den vigtigste Del maa tilskrives Organernes Brug eller Ikke- Brug. De betydeligste Ny-Lamarckianere (Cope, Scott, Osborn) er Palæontologer; til dem har saa andre Natur- forskere sluttet sig, og særligt nogle Botanikere. Det er da berettiget at sige, at Darwinisterne og Lamarckianerne har nærmet sig hinanden, idet hine lærer, at ganske vist er den naturlige Udvælgelse at opfatte som den væsentligste virkende Aarsag, men der tilkommer tillige Brug og Ikke-Brug en Plads i Aarsagsrækken, og kun Erfaringen kan afgøre, hvor fremtrædende denne Plads er; medens disse lærer, at Kvalitetsvalget har For- dring paa en mere eller mindre fremtrædende Plads i Aarsagsrækken. Mellem disse Retninger spores da kendelig en Tilnærmelse. Det vil tilmed være let fra „Menneskets Afstamning" og fra Darwins senere Værker at hente en Række Vidnesbyrd om, at han ikke længere tilskriver de ydre Aarsagers Indflydelse paa Arternes og paa Organernes Omdannelse en saa ringe Betydning, som han tilskrev dem