Udviklingslære

134 strende, stedse frugtbærende, skønt og langsomt voksende, længe levende, tropiske Træer, med vellugtende Blomster, meget haardt og fast Ved, højeste Koncentration i Blomst og Frugt (Bær), højeste Potensering af Safterne; alle Dele indeholde i rigelig Mængde æterisk Olje, desuden findes bittert Ekstraktivstof, frie Syrer, Sukker, Gummi. Kimen befriet for Æggehviden, meget uddannet, ofte flere Kim i et Frø. — Højeste Plantefamilie!u Men Forfatteren for- tæller selv i Indledningen, at andre Botanikere har en anden Opfattelse af, hvilken Familie der er den højeste: Jussieu mener, at det er Naaletræerne; de Candolle: Clematis; Richard: Lineæ; Lindley: Vedbendfamilien; Agardh: Bælgplanterne; Oken: Anonaceerne osv. osv. Endelig udtaler Reichenbach, at der ikke er én men flere Kulminationer i Planteriget. Man maa med andre Oi d opgive at danne Systemet. Overfor den Mængde væsentligere og uvæsentligere Enkeltheder, som Dreyer anvender for at beskrive Orangefamilien, staar Linnés kunstige System, der tager Hensyn til Formeringsorganerne, klarere; men det kan ikke gennemføres for de laveste Planters Vedkommende, og til sidst maa ethvert System ved Skildringen af de enkelte Klasser tage Hensyn til uvæsentlige Enkeltheder, paa hvilket Systemet ikke er bygget. I Zoologien fik man et kunstigt System, svarende til Linnés, hvor t. Eks. Fiskene ordnedes efter Finnernes Antal og Stilling; men ogsaa her stræbte man efter et naturligt System, om hvilket Milne Edwards siger, at „det er yderst simpelt, men meget vanskeligt at anvende". Simpelheden bestaar i, at man kun har to Hovedhensyn at tage: 1) Man ordner Dyrene i naturlige Rækker efter Graden af deres Slægtskab; 2) man deler og underdeler under Hensyn til, om Egenskaberne er væsentlige eller uvæsentlige. Det er let forstaaeligt, at disse Grundhensyn bliver vanskelige at anvende. Jo lavere man stiger ned i Underafdelingerne, desto mere vinder Bestemmelserne i Nøjagtighed, og desto mere taber de i Vigtighed; selv i