Udviklingslære

137 Værdi; han erkendte, at denne Paastand saa ud som et Paradoks; han kunde ikke forklare den, men blot pege paa Kendsgærningen. Som Linné hentede Mønstret til sin Klassifikation fra Menneskets Samfundsliv, saaledes hentede han, som alle- rede berørt, ogsaa fra dette Mønstret til Benævnelsen. Ethvert Menneske har to Navne, et Fornavn og et Efter- navn, og paa samme Maade fik ethvert Dyr og enhver Plante to Navne, et Slægtsnavn og et Artsnavn, Forskellen blev blot, at Slægtsnavnet sættes først: felis domestica, f. catus, f. pardus, f. onca, f. tigris, f. leo. Hermed var man allerede inde paa Systemdannelsen, idet den angivne Benævnelse knyttedes til den filosofiske Opfattelse: der gives intet Spring i Naturen. Dog paa ét Sted fandt man et Spring, Springet mellem Arterne. For Arternes Skyld blev man inkonsekvent; Arterne betegnede Brud paa Kontinuitetsprincipet; én Art én Skabelsesakt, saaledes var Opfattelsen. Ikke desto mindre vedblev man at tale om højere og lavere Planter og Dyr, om højeste Plantefamilie og højeste Dyrefamilie; først med Charles Darwin bliver det slaaet fast, at hver Art er lige lav eller lige høj, d. v. s. hver Art er saavidt muligt tilpasset til Omgivelserne. Ingen kan sige, om Hesten eller Zebraen er højest orga- niseret. Forholdet mellem Arterne har man i den nyere Tid villet illustrere ved Hjælp af et Træ (Lyell, Darwin, Haeckel o. m. fl.), hvilket kan fyldestgøre Fordringerne til et skematisk Rids, baade naar man med Ch. Darwin tænker sig Arterne udviklede ved en stadig Ophobning af smaa Omdannelser, og naar man med Bateson og Galton tænker sig, at springvise Varieringer er Hovedkil- den til denne Omdannelse. Hovedsagen er imidlertid, at Arten ikke længere be- tragtes som noget urokkeligt, at man i Stedet for at gaa paa Jagt efter et Dyr eller en Plante, der kan være typisk for Arten, nu gaar paa Jagt efter Varieteter, og at disse er tilstrækkelig talrige og tilstrækkelig ejendommelige til at gøre Artsgrænserne bevægelige. For John Herschell