Udviklingslære

142 staaede. For at Bastarder kan grundlægge ny Arter, maa de imidlertid være frugtbare, og dette har man ogsaa i den nyere Tid paavist at de kan være. Sagen synes at forholde sig saaledes, at Bastarder frembyder alle mulige Grader af Formeringsdygtighed fra den fuldstændigste Mangel paa Frugtbarhed til den fuld- stændigste Frugtbarhed. Oftest er Hannerne ufrugtbare, medens Hunnen kan befrugtes af en Han fra enhver af Stamarterne. Dette er saaledes Tilfældet med Mulæslerne (Bastarder af Æselhingst og Hoppe). Bastarderne kan endvidere ikke blot være frugtbare med en af Stamarterne, men de kan ogsaa indbyrdes formere sig, Afkommet kan da være frugtbart i nogle Slægtled, hvorefter Ufrugtbarhed indtræder, eller ogsaa kan Afkommet af Bastarderne ved- varende være frugtbart. Endelig er der Tilfælde, hvor Bastarder viser sig mere frugtbare end nogen af Stam- formerne. Bastarder mellem Hund og Ulvinde er frugt- bare i flere Slægtled, — Bastarder mellem Hare og Kanin er vedvarende frugtbare, — Afkommet af Crinum ca- pense (en Liljeblomst) er frugtbarere ved Krysning med en anden Art end ved Befrugtning med dens eget Støv. Eksperimenter med og Iagttagelser vedrørende Bastardavl synes da at tyde paa en gradvis Artsdannelse ved Modi- fikation af ældre Arter, saaledes at Krysning af de Arter, der staar det fælles Udspring fjærnest, medfører mindre Frugtbarhed end Krysning af de Arter, der har fjærnet sig mindre fra Udspringet. Til dette Resultat er Charles Naudin ogsaa kommen ved sine Undersøgelser af Krys- ning af Valmuer, Kodriver, Pigæble, Tobak osv. Fysiologisk kunde det vel være ligesaa vanskeligt at forklare, at faste, afgrænsede Arter indbyrdes var frugt- bare, som at forklare, at deres Afkom er ufrugtbart; men praktisk vilde det selvfølgeligt være et betydeligt Gode, om man havde et saa sikkert Kendetegn som Frugtbar- heden paa, om to Grupper Organismer hørte til to Arter eller blot til to Racer eller Varieteter. Set fra et Klassi- fikations-Standpunkt vilde det være et Gode, selv om det