Udviklingslære

150 Det er Herbert Spencer, der har Æren af at have fremhævet et Ordningsmærke, der kaster Lys over alle disse Formers indbyrdes Forhold. Dette Ordningsmærke er Arveligheden. Slægtskab vil nutildags sige Arv, og Hensynet til Arvelighed har bragt den naturlige Sammen- hæng til Veje, som tidligere manglede. Det er Virkningerne af Arveoverførelsen af Egenskaber gennem den stedse stigende Mængde af Artsvarieringer, som Naturforskerne søgte at klassificere. Derfor bør Klassifikationen heller ikke være af samme Natur som Stjærnernes Inddeling i Stjærnebilleder; de Genstande, som Naturforskerne klassi- ficerer, frembyder talrige Tilfælde af Lighed og Forskel i Struktur. Grundet paa denne Lighed og Forskel i Struktur havde man længe før Darwins Tid paastaaet, at For- holdet mellem de forskellige Former af Planter og Dyr kunde fremstilles som Billedet af et Træ; men man for- stod ikke dette Træ; man indsaa ikke, hvorfor dette kunde gengive Forholdene i Plante- og Dyreverdnen. „Den Kendsgærning, at hele den organiske Natur viser Tilbøjelighed til at ordne sig i Grupper under Grupper, naar Hensyn tages til den anatomiske Lighed, taler saa vægtigt til Gunst for Læren om Afstamning med fremad- skridende Ændringer i forskellige Linjer, at selv om denne Kendsgærning stod alene, vilde man have Ret til at be- tragte den som et særdeles stærkt Vidnesbyrd" (Romanes). Vi ser da ogsaa i vore Dage Klassifikationsbestræbelserne tillige gaa i anden Retning end den blot at forøge de utallige Arters uhyre store Antal med en ny; man tager Samlivet som Udgangspunkt, skildrer Dyresamfundene eller Plantesamfundene, eller man søger at opdage og forfølge de mange divergerende Afstamningslinjer. Dog lader ingen sig overvælde af Variationernes Antal; man ved, at de er saa talrige, at Klassifika- tionen ikke kan opsættes, til man har lært dem at kende i alle Detailler. Midlertidig ordner man dem derfor i Racer og Typer. Ved en Race forstaar man en stor JMængde Individer, der mer eller mindre ligner hverandre.