Udviklingslære

151 Mellem de forskellige Racer findes ingen skarp Grænse, de glider over i hinanden gennem Overgangsformer, der dog er sjældne. Galton, fra hvem ovenstaaende Defini- tion er hentet, sammenligner Racerne med Stjærnetaagerne; heller ikke disse har skarpe Grænser; fra en let iøjne- faldende Kærne svinder de gradvis ud i det rene Intet. Typen eller Racens typiske Centrum svarer til Stjærne- taagens Kærne. Typen eksisterer egentlig ikke;1 den er et Tankeprodukt; man tænker sig de Egenskaber, der gennemgaaende findes hos alle Racens Medlemmer, og kalder dem typiske. Ch. Darwin, der mente, at overalt hvor Kvalitetsvalget har virket, har det bevaret de nyttige Egenskaber, antog endvidere, at disse var fremkomne ved en langsom Ophobning af Ændringer, og derved om- dannes efterhaanden Livsformerne. Naar Typens, Racens eller Artens Omdannelse skal foregaa paa en saadan Maade, maa man forudsætte, at Varieringen er fortsat gennem meget lange Tidsrum. Andre Forfattere, og da særlig Galton og Bateson, opfatter Udviklingen som mere springende, idet de mere grundlægger den paa de pludselig opstaaede Ændringer hos Afkommet end paa den lang- somme Ophobning af Smaaændringer. Formentlig er de levende Væsners Form styret af Love, der er ligesaa urokkelige som Krystallisationens; naar desuagtet de levende Væsner bliver mere forskellige indbyrdes end Krystallerne, da er det fordi Sædens og Æggets Om- givelser er mer sammensatte, og fordi de under Væksten paavirkes af en Række Mellemaarsager. Derfor vilde det næsten være et Under, om Afkommet fuldstændig kom til at ligne Forældrene. I Darwins Bog om Kulturplanter og Husdyr findes et overvældende Bevismateriale ved- rørende Variationstilbøjeligheden; saaledes henviser han til, at af den almindelige Paafugls Æg fremkommer undertiden Unger med sort Skulder. Særlig Hannerne afviger ikke lidet fra den almindelige Paafugl. Disse Dyr er frugtbare, og man ser dem undertiden opført som særlig Art, af andre opføres de som særlig Race. De er