Udviklingslære

185 Ernst Heinrich Hæckel er født 16. Febr. 1834 i Potsdam; han studerede ved forskellige Universiteter, tog lægevidenskabelig Eksamen og nedsatte sig i Berlin som Læge. Efter at have taget Graden som Privatdocent i sammenlignende Anatomi, ansattes han i Jena som Pro- fessor i Zoologi. Talrige Rejser, dels i Evropa, dels i Indien, benyttede han hovedsagelig til at studere de lavere Dyreformer; dog var han ogsaa opmærksom paa Fosterlæren og paa Forsteningslæren. Han hørte til de første betydeligere Forskere, der paa Fastlandet sluttede sig til Darwins Lære, som han søgte at udbrede og videreføre med en saadan Energi, at han for en stor Del paadrog sig det Had, der ellers vilde være blevet rettet mod Dar- win. Med stor Uforfærdethed drog han selv de skarpeste Konsekvenser af Afstamningslæren og drog denne ind i sine videnskabelige Skrifter. Om et af disse udtaler Huxley: det besidder Okens Kraft, Skarpsindighed og systematiske Magt, men uden dennes Ekstravagance; om et andet siger han, at det rummer et Forsøg paa at bringe Udviklingslæren, forsaavidt den angaar den levende Verden, i logisk Form, og paa at udarbejde dens prak- Anvendelse til deres sidste Konsekvenser. Denne Bog omarbejdede Hæckel, saa den blev mere populær (delvis oversat paa Dansk under Titlen: Skabelseshistorien fra et naturvidenskabeligt Standpunkt), og han anvendte megen Tid paa gennem populære Foredrag og populære Bøger at skaffe Udviklingslæren den største og hurtigste Ud- bredelse. I denne Henseende har han havt en Betyd- ning, som næppe nogen anden, selv om paa visse Punkter hans stærke Fantasi og noget skematiske Fremfærd bragte Uro i Undersøgelsen. Til Hæckels Navn knytter man i Reglen den saakaldte biogenetiske Lov: „Individets Udvikling er en kort og sammentrængt Gentagelse af Slægtens Udvikling/1 Denne Gentagelse er desto fuldstændigere, jo længere Rækken af Fostrets Omdannelser er, og jo større Lighed der er mellem Individets Eksistensbetingelser og de Livsbetingel-