Udviklingslære

211 Levetid staar i omvendt Forhold til dens Fuldkommenhed. Hvor der findes højere Funktioner, findes en mere sam- mensat Organisme og altsaa større Mulighed for Va- riering. Gaar man derfor fra et Lag til et andet, da finder man større Forandringer hos Pattedyrene end hos de lavere Dyr. Dog kan det være vanskeligt fra en isoleret Art at bestemme Lejets Alder; Hensyn maa bl. a. ogsaa tages til de lokale Forhold. Darwin har saaledes vist, at det dybe Hav omkring Australien er medvirkende Betingelse til, at dér endnu forekommer Pungdyr, medens de er uddøde i Evropa. Som et Eksempel, der synes at godtgøre den snævre Forbindelse mellem stigende Specialisering og Afstam- ning, kan henvises til Fiskehalens Udviklingshistorie. Hos de almindelige Benfisk er Halen ligefinnet; hos Hajen og nogle andre er den uligefinnet. Hos hine stopper Rygsøjlen af med nogle korte Led, fra hvilke Hale- finnens Straaler udsendes; hos disse fortsættes den helt ud i Halens Spids, idet den efterhaanden bliver slankere og for hvert Led afgiver Straaler opad og nedad, men saaledes, at de, der gaar nedad er de længste. Hale- finnen er altsaa her hvirvlet, men hist uhvirvlet. Hos de laveste og mindst specialiserede Fiskeformer forekommer imidlertid en tredje Type, hvis Halefinne er hvirvlet, men symmetrisk. Undersøges nu Benfiskenes Fostre, da viser det sig (Agassiz), at Fostrets Hale først har denne sidste Form, derpaa bliver den uligefinnet og endelig ligefinnet. Da disse Forandringer enten finder Sted i Ægget eller i en meget tidlig Fostertilstand, kan de kun forklares ved, at Fostrene gengiver den Trinfølge i Udviklingen, som de forsteningsførende Lag viser os. „Familiehistorien er gentaget i Individets Historie." Tilsvarende Forandringer er foregaaet med Fuglehalen. Archæopteryx (S. 205) havde en lang krybdyragtig Hale med 21 Led; hos de alminde- lige Nutidsfugle er Halen affladet, og Styrefjerene udgaar vifteformigt fra den. Kridttidens Fugle har Haler, der staar mellem disse to Typer. En Undersøgelse af vore 14*