Udviklingslære

210 fyldes; Arterne viser sig saa nærbeslægtede, at man vanskeligt kan undgaa den Tanke, at deres Lighed beviser deres Afstamning." Forfatteren omtaler nærmere disse Afstamningsligheder mellem de Tykhudede og tilføjer der- paa: Men der er mer endnu; vi ser ikke blot Tegn paa Overgang fra Tykhudet til Tykhudet, vi ser dem mellem de Tykhudede og Drøvtyggerne. Ved første Blik er der noget underligt i, at yndefulde og lette Dyr som Hjort og Antilope kan være beslægtede med de Tykhudede, men Palæontologerne har allerede opdaget et saa stort Antal Forsteninger, at de begynder at kunne indskyde Over- gangsled mellem de yderligstaaende Former. Om Halv- aberne fremhæver han, at ogsaa de genfinder deres For- fædre blandt de uddøde Dyr. De har saaledes en for- stenet Slægtning, „hvis Forhold til de Tykhudede er saa slaaende, at Cuvier og Paul Gervais, der havde under- søgt nogle isolerede Stykker, har henført dem til disse." Andre Forfattere (Milne Edwards og Grandidier) har paavist Slægtskab mellem de to Grupper, andre igen (Filhol, Javal) har opdaget Kæbeben af smaa Tykhudede med Tendenser henimod Abernes Tandforhold. Gervais har fremdraget Abe-Svinet og beskrevet en tertiær Abe- kæbe fra Toscana, hvis Tænder Gaudry opfatter som ud- visende Egenskaber lig de Tykhudedes. Endnu engang fremhæver Gaudry Udviklingslærens Betydning: „Hvis Udviklingslæren er sand, da bliver Bestemmelsen af de forsteningsførende Lags Alder et Forstandsarbejde og ikke et Hukommelsesarbejde. Fra det øjeblik, da det antages, at Pattedyrene har havt en fremadskridende Udvikling, kan det undertiden være tilstrækkeligt for at bestemme et Lags Alder at betragte Udviklingsgraden hos de Dyr, hvis Levninger findes i Laget." Ad den her antydede Vej er man i Virkeligheden naaet et Stykke frem; saa- ledes nævner Ussing Trilobiterne som vigtige Lede- forsteninger, idet man kender flere Tusind Arter og hver af dem kun har eksisteret i en Del af en Periode. Gaudry fremsætter den almindelige Lov, at en Types