Udviklingslære

215 Som Grund til at forkaste Afstamningslæren ser man ikke sjældent anført, at en fuldstændig Række Mellemformer, der umærkeligt fører over til hinanden, ikke paa noget Punkt foreligger. Det er ganske vist en daarlig Grund til at forkaste en Lære, at den paa et eller flere Punkter frembyder Vanskeligheder. Koper- nikus’ Teori frembød adskillige Vanskeligheder for hin Tids Viden, ikke destomindre gjorde man Ret i at fast- holde den i Kraft af dens positive gode Sider. Ogsaa den herskende Lysteori er bleven fastholdt paa Grund af dens positive Fordele, selv om den paa et enkelt Punkt kan medføre Vanskeligheder. Man overser let, at de store viden- skabelige Gennembrud foregaar ved Dannelsen af Hypo- tesesystemer, og er tilbøjelig til ud af denne Helhed at pille en Enkelthed for dernæst at forveksle denne Enkelt- hed med Helheden. Ved at opstille Fordringen om en kontinuerlig Række Mellemformer gør man sig hyppigt skyldig i mange Fejltagelser. Afstamningslæren forud- sætter ikke Mellemformer mellem nu eksisterende Grupper, men den forudsætter Overgangsformer mellem disse og Stamformerne. Denne Forudsætning er i rigt Maal blevet bekræftet; man har i nogle Tilfælde funden vel forbundne Rækker af Varieteter, i andre Tilfælde vel forbundne Ræk- ker af Arter og Slægter. Stamformen er Overgangsform; den er kun i meget begrænset Betydning af Ordet Mel- lemled, og den behøver aldeles ikke at være Mellemform. Den behøver ikke at staa nøjagtig mellem de yngre For- mer, og den vil i adskillige Henseender være afvigende fra sine ændrede Efterkommere. Man kan ikke, siger Darwin, antage, at der nogensinde har eksisteret en Varietet, der staar midt imellem Hugstjerten og Kropduen, og man kan heller ikke antage, at der har eksisteret en Mellemform mellem Hesten og Tapiren; men der har eksisteret en Stamform, der paa mange Punkter maaske har afveget mer fra nogen af dem, end de indbyrdes af- viger. Kun hvis Hesten nedstammer fra Tapiren, vil der være direkte Mellemformer mellem dem.