Udviklingslære

214 vægeligheden. Denne var i den ældste Tid overordentlig ringe; selv de ældste Fisk var langt ubevægeligere end vore. Ligeledes har samtlige Sanseorganer naaet en finere Udvikling, end de tidligere besad. Det samme gælder Hjærnen og Bevidsthedslivet. Gaudry henviser til Køns- følelsens stigende Vækst. Denne Følelse kan kun have været yderst ringe hos Oldtidens Dyr, hvoraf mange slet ikke stod i Kønsforhold til hinanden. Efter de hovedløse Dyrs Tidsrum kommer Fiskenes. Hos nogle af dem er der Kønsforbindelse; men de fleste parrer sig ikke; naar Hunnen har kastet Æggene, udgyder Hannen sin Mælk over dem. Derefter kommer Krybdyrenes Tidsrum. Nogle af disse Dyr har Kønsforbindelse; man har saa- ledes funden Forsteninger af Hvaløgler med en Unge i Bugen; de har altsaa været levendefødende. Men saa- fremt Fortidens Krybdyr har havt „koldt Blod“ ligesom Nutidens, saa maa deres Kønsfølelse have været mindre hæftig end Fuglenes og Pattedyrenes. I snæver For- bindelse med Kønsfølelsen staar Moderfølelsen. Blandt de hvirvelløse Dyr drager nogle Omsorg for deres Æg, og nogle Fisk drager Omsorg for Afkommet. Ogsaa nogle af Nutidens Krybdyr drager Omsorg for Æggene, hvorimod de lader Ungerne skøtte sig selv. Efter Gau- drys Mening kan Moderkærligheden først være opstaaet i Tertiærtiden, da Fugle og Pattedyr trænger sig frem. Ja, han gaar endnu videre og viser, at Følelser som Ven- skab og Hengivenhed først kan tænkes fremkomne i Tertiærtiden, eftersom Krybdyrene hverken slutter Ven- skab med Dyr af deres egen Klasse eller med andre Dyr. Dette sidste maa dog staa for hans Regning. Spørger man imidlertid om Forklaringen paa de anførte Kendsgærninger, da gives der i Øjeblikket to, mellem hvilke man kan vælge: 7) Læren om en Skabelsesplan, 2) Læren om Afstamning. Om den første skal vi ikke udtale os; ti gives der en Skabelsesplan, da synes den at være af en højst skematisk Natur.