Udviklingslære

224 og Owens Paastand tilintetgjort. Men der kom til at staa stærkere Strid om Huxley, særlig da han en „Sabbath“- Aften 1868 i Edinburg holdt sin Forelæsning om „Livets fysiske Grundlag", i hvilken han fremstillede, hvilke ele- mentære Stoffer der indgik som Bestanddele af alle levende Væsner. Forelæsningen blev besvaret med det mest hadefulde Hyl, man kunde opdrive: „Materialist" blev man, saa længe Huxley levede, ved med at tude ham ind i Ørene, og det nyttede kun lidt, at han i en Række af sine Skrifter hævdede, at hans Stilling godt lod sig forene med den reneste Idealisme. Raseriet, som Huxley havde vakt, bredte sig ogsaa mod Tyndall, da denne i 1874 havde godtgjort Identiteten af det organiske og det uorganiske og ytret, at Newtons Aand hvilede i Solens Ild. Huxley havde da yderligere forøget dette Raseri ved at erklære, at, uagtet ethvert videnskabe- ligt Bevis ifølge Sagens Natur var udelukket, saa mente han aldeles bestemt, at det levende Protaplasma var op- staaet af ikke levende Materie paa et Tidspunkt, da Jord- kloden befandt sig under fysiske og kemiske Betingelser, der nu ikke atter kan fremstilles. Det var med fuld Ret, at Huxley 1871 kunde skrive: „Fjenden har nu trukket sig tilbage fra ni Tiendedele af det Territorium, han besad for ti Aar siden". Hadet mod Huxley fik imidlertid stadig ny Næring. 1870 havde Forsters Lov om Folkeskolen bragt en Mængde frisindede Kræfter ind i Skolebestyrelserne og blandt disse Huxley, der blev Medlem af Londons Skole- raad; han begyndte straks at arbejde paa at give Re- ligionsundervisningen en noget mindre fremskudt Plads i Skolen for derved at vinde Tid til andre Skolefag, og han forlangte Skoleundervisningen lagt i Hænderne paa Lægmænd. Efterhaanden blev han inddraget i en Række teologiske og etiske Stridigheder, i hvilke han altid stillede sig djærvt mod Fordømmelse og Urimelighed. Han op- fattede vedblivende Mennesket som et „politisk Dyr“, modtageligt for Forædling ved Opdragelse, Undervisning