Udviklingslære

223 Afhandlinger fra 1858 og endnu mere „Arternes Oprin- delse" viste ham en Vej, der kunde og maatte befares. Var det saaledes end Darwin og Wallace, der vakte Huxley til Interesse for de herhenhørende Undersøgelser, saa varede det dog ikke længe, inden han paa selvstæn- dig Maade fik Lejlighed til at yde dem sin Støtte, ikke blot derved, at han blev Lærens mest energiske og slag- færdige Forkæmper i England, men tillige ved, at han inddrog under Undersøgelsen et Omraade, som Darwin kun svagt havde berørt. Allerede 1860 holdt Huxley for en Kres af Arbejdere en Række Forelæsninger over „For- holdet mellem Mennesket og de lavere Dyr“, og i 1862 holdt han om samme Æmne nogle Forelæsninger i „Edinburgh Philosophical Institution". Hovedpunktet i disse Forelæsninger var Paavisningen af, at der ikke fandtes nogen Hjærneskranke, der adskilte Mennesket fra Aberne, at Bestræbelserne for at drage en psykisk Skranke mellem Mennesket og de lavere Dyr er intetsigende, og at selv de højeste aandelige Evner begynder at spire frem i de lavere Livsformer. De blev offentliggjorte 1863 under Titlen: „Vidnesbyrd om Menneskets Stilling i Naturen". Hans Venner advarede ham indstændig mod at udgive en Bog, der vilde ødelægge alle hans Fremtidsudsigter; men dertil tog han intet Hensyn. 30 Aar senere kunde han skrive til en Ven: „Jeg har gennemlæst min Bog om Menneskets Stilling i Naturen, jeg har intet at til- føje undtagen en Bekræftelse paa og en Udvidelse af den Lære, som jeg har nedlagt deri.“ Imidlertid havde man i Oxford havt en ejendommelig Sene, en offentlig Diskussion mellem Biskopen Wilberforce og Biologen Huxley. Det var den 30/6 1860, Salen i Museumsbiblioteket var næsten mer end stuvende fuld; Torsdagen forud havde der været en mindre Diskussion mellem Huxley og Owen, hvilken sidste paastod, at der var visse Grundforskelligheder mellem Abens og Menneskets Hjærne; Huxley afviste fuldstændig denne Paastand. Biskopen blev fuldstændig slaaet i Debaten