Udviklingslære

227 drage Fosterudviklingen med ind under deres Studium. Selv om Forskerne fra den fremmede Klode imidlertid holdt sig til de medtagne Eksemplarer, vilde de let op- dage, at de havde at gøre med et Pattedyr, og at dette tilhører den Pattedyrgruppe, som Linné har benævnet „Primaterne" (Mennesker, Aber, Halvaber). Betragtning af de enkelte Organer vil støtte en saadan Gruppering. Menneskets Skelet adskiller sig fra de andre Pattedyrs paa samme Maade som disses Arter, Familier og Ordner indbyrdes adskiller sig. Til alle Ben i Menneskets Skelet finder man tilsvarende i andre Pattedyrs; enhver Hoved- fold og Fure i den menneskelige Hjærne har sit tilsva- rende i Orang-Utanens; vort Blod, vore Muskler, vore Nerver, vort Hjærtes Bygning, vore Blod- og Pulsaarer, hele vort Aandedræt, vort Blodomløb, vore Lemmers An- tal, Antallet af vore Sanseredskaber og deres Beliggenhed stemmer med de højere Pattedyrs. Derfor erklærer Hux- ley, at kan man finde nogen fysisk Aarsag, ved hvilken almindelige Dyrs Arter og Familier er frembragte, da er denne Aarsagsproces tilstrækkelig til at forklare Menne- skets Oprindelse. Ogsaa Wallace mener, at saafremt Pattedyrene stammer fra én Urform, vilde det være ganske utænkeligt, at Mennesket ikke ogsaa maatte af- ledes fra denne. Godkender man den Opfattelse, at Mennesket er et Pattedyr, der hører til Primaternes Gruppe, da bliver der Spørgsmaal om det Forhold, i hvilket det staar til de ægte Aber. Huxley behandlede Spørgsmaalet i det oven- for omtalte Værk fra 1863, senere genoptog han det i sin Hvirveldyrenes Anatomi (1873). Samme Aar udkom en Bog af Mivart. Den franske Videnskabsmand Broca havde allerede behandlet Sagen 1870. Selv om man nu vilde tvivle om Upartiskheden hos Huxley (hvilket dog endnu ingen har gjort), fordi han var Tilhænger af Udviklings- læren, kan en saadan Tvivl ikke rejses overfor Broca, 15*