Udviklingslære

232 „Saasnart jeg, 1837 eller 1838, var blevet overtydet om, at Arterne er foranderlige Frembringelser, maatte jeg ogsaa tro, at Mennesket kom ind under samme Lov. Følgelig samlede jeg Oplysninger om dette Spørgsmaal for min egen Fornøjelse og i lang Tid uden at tænke paa at offentliggøre dem.“ Naar han i „Arternes Oprindelse" ikke direkte drøftede Spørgsmaalet om Menneskets Af- stamning, da var det, som han skrev til Wallace, fordi han vilde undgaa de store Fordomme, der var knyttede til det. Det fremgaar af hans Breve, at hans Stilling overfor Spørgsmaalet var klar nok. 7de Januar 1860 skriver han: Naturligvis staar det enhver frit for at tro, at Mennesket er skabt ved et Mirakel; men jeg for min Del synes, at en saadan Antagelse hverken er nødvendig eller sandsynlig. I et andet, næsten samtidigt Brev C10/].) skriver han: „Vor Stamfader var et Dyr, som drog Aande i Vandet, havde Svømmeblære, Svømmehale, en ufuld- kommen udviklet Hjærneskal og uden Tvivl var tvekøn- net, saa Mennesket er af fin Herkomst." Da hans Bog om „Menneskets Afstamning" udkom, fik man fuld Klar- hed over hans Opfattelse af Detailspørgsmaalene. Han opfattede Mennesket som hørende til de ægte Aber; Men- nesket burde endog blot betragtes som en „Underfamilie" under Primaterne. Han opfattede det som givet, at naar man indrømmer, at de menneskelignende Aber danner en naturlig Undergruppe, saa maa man antage, at et eller andet af Fortidens Medlemmer af denne Undergruppe var Menneskets Stamfader. Han henregner Mennesket til de smalnæsede eller den gamle Verdens Aber og ytrer gentagende, at der kan ikke være nogen Tvivl derom. — Paastanden om, at Darwins Opfattelse af Mennesket skyldes Paavirkning af yngre og ivrigere Venner, er fak- tisk urigtig; men han betænkte sig længe, inden han be- sluttede sig til at offentliggøre sin Opfattelse. Han havde 1860 advaret Lyell mod at røre ved dette Spørgsmaal, og endnu saa sent som 1864 skriver han til Wallace, at han har samlet en Del Bemærkninger og Iagttagelser