Udviklingslære

238 Tiden har bekræftet Huxleys Opfattelse. De konstante Vindinger, der er fælles for alle Menneskehjærner, findes ogsaa hos Orangen og Chimpansen; hos de lavere Aber findes de vel, men i mere ufuldkommen Tilstand, og de mangler hos Halvaberne. „Ligheden mellem de to nævnte Abers Vindinger og Menneskets er saa stor, at der ud- fordres en øvet Anatoms øje for at adskille dem fra en Menneskehjærne paa en Tegning, hvor de ere gengivne i samme Størrelse som denne, særlig naar man til Sam- menligning tager Hjærner af Negre eller Hottentoter, der er simplere end de hvides" (Oscar Schmidt). Ogsaa Hjærnens Arbejdsmaade synes at stille Aberne forholdsvis nær ved Mennesket. Efter Flechsigs Under- søgelser staar hos Mennesket kun 1/3 af Storhjærnebarken i Sansningens Tjeneste, medens de 2/3 staar i Tænknin- gens som „Associations" Centrer. Da det anatomisk kan vises, at Cellerne i disse „aandelige“ Centrer kun staar i Forbindelse med hverandre indbyrdes og med Centrerne for de forskellige Sanser (Hørelse, Lugt, Smag, Syn, Be- røring), hvilke er knyttede til hver sin Del af Storhjærnens Overflade, medens de ikke staar i Forbindelse med Re- flekscentrerne, der ligger dybere inde i Storhjærnen og i den lille Hjærne, saa kan man ogsaa afgrænse dem paa Dyr, og det viser sig da, at hos de smalnæsede, godt begavede Aber indtages Halvdelen af Hjærneoverfladen af Associationscentrer, medens de hos Rovdyrene kun ind- tager en ringe Del af den og fuldstændig mangler hos Gnaverne. Hos Husmus og Hamster, hvilke Flechsig har undersøgt, ligger Sansecentrum ved Sansecentrum og fylder hele Storhjærnens Overflade paa enkelte smalle Striber nær. Først hos de smalnæsede Aber naar Associa- tionscentrerne samme Udstrækning som Sansecentrerne. I nær Forbindelse med Spørgsmaalet om Menneskets Oprindelse staar Spørgsmaalet om dets Ælde. Ogsaa