Udviklingslære

242 gærninger og ikke have at gøre med Hypoteser. Ud fra dette Udgangspunkt naaede han saa til at fastslaa, at Hovedskallens Ejermand var født med stærkt udviklede Pandehuler; han var som Barn bleven syg, havde lidt af Rachitis, hvorved Knoklerne fik en sygelig Udvikling. Da han blev voksen, havde han formentlig i Kamp faaet slaaet sin Hovedskal i Stykker, hvorved ny abnorme For- andringer var fremkomne. Imidlertid var Saaret lægt. Men da han blev gammel, kom han til at lide af Gigt, hvorved atter sygelige Dannelser fremkom. Endelig var den temmelig uheldige Fyr død, hvilket maa siges at være et Held for ham, da han ellers nok for femte Gang havde faaet sin Knokkelbygning dannet i Retning af det abnorme. Paa Strækningen mellem Genua og Mentona, flere Steder i Frankrig, særlig i Departementet Dordogne, og i Belgien havde man fremdraget Grottefund, bestaaende enten af hele Menneskeskeletter eller af Brudstykker af saadanne. Professor Schmerling havde fra Engishulen i Meusedalen og fra Dalens modsatte Flodbred fremdraget Forsteninger, der tydede paa en lavere staaende Menneske- race; allerede 1833 havde han offentligt beskrevet sine Fund. Ved Engisskallen manglede Underkæben og An- sigtsbenene. Huxley sammenlignede den med Neander- dalsskallen, anerkendte deres ufuldkomne Bygning, men fandt det vanskeligt at drage nogen Slutning fra et saa lille Materiale, eftersom Variationstilbøjeligheden for Hjærne- skallens Bygning netop er meget stor. Den varierer ikke blot med Hensyn til absolut Størrelse og Rummelighed, men tillige med Hensyn til Forholdet mellem Længde- diameter og Breddediameter og ligeledes med Hensyn til dens Forhold til Ansigtsbenene og Kæbernes Fremspring. Nogle Hjærneskaller er runde, Forholdet mellem deres Længde og Bredde er højst som 100 til 80 (Korthoveder), men det kan være mindre endnu. Andre er langstrakte, Længdediametren er da over 1/5 mere end Bredden (Langhoveder). Han fremhæver, at drager man en Linje