Udviklingslære

243 fra Guldkysten (Vest-Afrika) til Mellemasiens Stepper, saa finder man ved Linjens sydligste og vestligste Ende de mest langhovedede Mennesker, der tillige har fremskudt Underansigt, kruset Haar og sort Hudfarve (de egentlige Negre). Ved Linjens nordlige og østlige Ende lever de mest korthovedede; de har en ret Ansigtsvinkel, glatte Haar, gul Hudfarve (Tartarer og Kalmuker). De to Endepunkter af Linjen er saa at sige beboet af etnologiske Antipoder. Drager vi paa nævnte Linje en anden omtrent vinkelret gennem Evropa og Syd-Asien til Hindustan, da frem- kommer en Slags Ækvator, omkring hvilken rundhovedede, ovalhovedede og langhovedede Mennesker med eller uden fremskudt Underansigt, med lysere eller mørkere Hudfarve grupperer sig. Ingen af dem har dog nogen af de nævnte Egenskaber i saa udpræget Grad som Kalmukerne eller Negrene, Antipoderacerne, hvis Hjemstavn tillige danner en klimatisk Modsætning. „Jorden frembyder ikke større Kontrast end mellem Vest-Afrikas varme fugtige Sletter og Central-Asiens tørre Højlande". Engisskallen hører til de langhovedede, men da Kæberne manglede, var det umuligt at afgøre dens Betydning; ti netop med Hensyn til Ansigtsvinklen afviger Mennesket meget fra Dyrene. En Evropæer og en Neger kan begge være langhovedede, men Evropæerens Underansigt er mindre fremskudt. Og- saa Kraniestykket fra Neanderdal var langhovedet; Hux- ley finder det beslægtet med de Hjærneskaller, der findes i Jættestuen ved Borreby; dog at disse er noget bredere i Forhold til deres Længde. Saa langt var man kommen i sit Kendskab til det forstenede Menneske, før „Arternes Oprindelse'1 udkom. Nogle senere Fund, en Underkæbe fra en Grotte i Belgien og et Stykke af et Kæbeben fra Schipkagrotten i Mähren tydede paa samme ringe Udvikling som de tidligere fundne Levninger. Selvfølgelig kunde disse Knokler ogsaa tilhøre abnorme Mennesker, men efterhaanden gled det dog ud i det komiske, naar den Paastand stadig fornyedes, at Fortidens abnorme, gigtsyge og rachitiske Mennesker 16*