Udviklingslære
Forfatter: Oscar Hansen
År: 1902
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag
Sted: København
Sider: 572
UDK: 5
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
243
fra Guldkysten (Vest-Afrika) til Mellemasiens Stepper, saa
finder man ved Linjens sydligste og vestligste Ende de
mest langhovedede Mennesker, der tillige har fremskudt
Underansigt, kruset Haar og sort Hudfarve (de egentlige
Negre). Ved Linjens nordlige og østlige Ende lever de
mest korthovedede; de har en ret Ansigtsvinkel, glatte Haar,
gul Hudfarve (Tartarer og Kalmuker). De to Endepunkter
af Linjen er saa at sige beboet af etnologiske Antipoder.
Drager vi paa nævnte Linje en anden omtrent vinkelret
gennem Evropa og Syd-Asien til Hindustan, da frem-
kommer en Slags Ækvator, omkring hvilken rundhovedede,
ovalhovedede og langhovedede Mennesker med eller uden
fremskudt Underansigt, med lysere eller mørkere Hudfarve
grupperer sig. Ingen af dem har dog nogen af de nævnte
Egenskaber i saa udpræget Grad som Kalmukerne eller
Negrene, Antipoderacerne, hvis Hjemstavn tillige danner
en klimatisk Modsætning. „Jorden frembyder ikke større
Kontrast end mellem Vest-Afrikas varme fugtige Sletter
og Central-Asiens tørre Højlande". Engisskallen hører til
de langhovedede, men da Kæberne manglede, var det
umuligt at afgøre dens Betydning; ti netop med Hensyn
til Ansigtsvinklen afviger Mennesket meget fra Dyrene.
En Evropæer og en Neger kan begge være langhovedede,
men Evropæerens Underansigt er mindre fremskudt. Og-
saa Kraniestykket fra Neanderdal var langhovedet; Hux-
ley finder det beslægtet med de Hjærneskaller, der findes
i Jættestuen ved Borreby; dog at disse er noget bredere
i Forhold til deres Længde.
Saa langt var man kommen i sit Kendskab til det
forstenede Menneske, før „Arternes Oprindelse'1 udkom.
Nogle senere Fund, en Underkæbe fra en Grotte i Belgien
og et Stykke af et Kæbeben fra Schipkagrotten i Mähren
tydede paa samme ringe Udvikling som de tidligere
fundne Levninger. Selvfølgelig kunde disse Knokler ogsaa
tilhøre abnorme Mennesker, men efterhaanden gled det
dog ud i det komiske, naar den Paastand stadig fornyedes,
at Fortidens abnorme, gigtsyge og rachitiske Mennesker
16*